Dreng møder pige og sød musik opstår. Eller snarere: i en sand stormflod af velkendt musik fra 50`erne møder vi  en rasende masse mennesker, der forelsker sig i hinanden på kryds og tværs. Det er handlingen . Ikke bare i denne musical, men sådan set også i en bunke mere traditionelle komedier fra Shakespeare, Moliere, Holberg og så ellers derudad.

Faktisk er udgangspunktet her også Shakespeare. Ikke fordi det er iøjnefaldende, men det er dog sandt. I ”Helligtrekongersaften” falder Viola ind i historien og mener, hun må give sig ud for at være mand for ikke at komme ud for det, der jo som bekendt er værre end døden?! Hendes udklædning narrer grevinde Olivia, der forelsker sig i ”Cesario” (som Viola har navngivet sig selv). Men Viola er faktisk mere til grev Orsino. Efter en masse besvær finder alle ud af, hvem de egentlig er – og de rigtige får hinanden.

Således oplyst hopper vi i ”Come On!” over til Natalie, der gerne vil have fingrene i den lækre Chad, der faktisk er forelsket i en anden, nemlig miss Sandra. Natalie udgiver sig så for at være mand og kalder sig selv Ed for i det mindste at blive accepteret som ”en af drengene”. Chad fascineres af den kønne ”dreng” såvel som Chads udkårne, miss Sandra, også gør det. Forvekslingerne kører. Alle de involverede tager en tur i ”Kærlighedskarrusellen” – og kommer rundtossede, men forløste ud. Det hele lyder sværere at følge med i, end det egentlig er! Så bare hop på vognen og syng med på alle de Elvis Presley-hits, som er den egentlige rygrad i forestillingen.

Eleverne har nydt at kaste sig ud i denne vrimmel af kendte numre, som vel ikke er en del af deres egen hverdag, men alligevel på forunderlig vis demonstrerer, at også nutidens ungdom har et tykt tov af historiebevidsthed, som man bare skal vide, hvordan man skal trække i. Det har været sjovt at se, hvor livskraftigt et absolut outdatet univers faktisk kan vise sig at være.

Forestillingen lever i kraft af sit tempo, sin lethed og sin selvironi. Det er først og fremmest på grund af dansene, at forestillingen har fået fart og form. Vi har været så heldige at kunne overtale en tidligere elev, Andreas Jerrik, til at stå for koreografien, og han har herset med de mange medvirkende, så de alle danser i samme takt.

Vi har også kunnet trække på andre tidligere elever, som har hjulpet til med at gøre forestillingen til et samlet hele. Simon Backlund har som elev gennem flere år været med som scenograf og er i år så vendt tilbage for at være boss for scenografiholdet. Harriet Hilgemann, der talrige gange, mens hun selv gik på skolen, har stået på scenen, har i år bistået os med at administrere kostumeafdelingen.

Og så er der ellers eleverne, som både bag scenen, foran scenen og på scenen har lavet kæmpeindsatser igennem de sidste 3 måneder. Der er blevet arbejdet på alle fronter af godt 100 elever, som har dyrket sider af sig selv, som de ikke vidste, at de havde - og ikke mindst været presset til at finde ressourcer, som de absolut ikke vidste, at de rådede over.

Det er sikkert, at der er blevet arbejdet for, at denne aften skal blive en oplevelse. Forhåbentlig lykkes det. I hvert fald får de rigtige hinanden på scenen, selvom det tegner vanskeligt.

Sven Engelbrecht