Lucia på 27. år!
Søndag den 13. december gik 13 piger fra alle årgange på Gammel Hellerup Gymnasium Lucia-optog på 7 restauranter i København. 11 af dem var garvede Lucia-sangere, mens der var 2 novicer fra 1g. Traditionen med de 13 piger er 27 år gammel, og den har været styret af Otto Boserup i alle 27 år.
De udvalgte startede – efter at have holdt sangprøver et par gange på skolen - med at mødes kl. 18 ovenover restauranten ”Peder Oxe” på Gråbrødre Torv for at varme op, drikke lidt Cola og få de fine utrolig smukke Luciakjoler og de røde bånd på. Så gik det ellers derudaf med Luciasang gennem restauranter og køkkener på Gråbrødre Torv, og efter en kort pause gik turen af-stig af-sted mod Nyhavn. Pigerne blev hentet af 4 meget overraskede taxachauffører, der i Nyhavn blev sat til at vente på pigerne, til de var færdige. De 13 hvidklædte, uskyldige piger vakte meget opsigt, og der blev da også tid til at tage et par billeder med nogle turister, inden turen gik tilbage til Gråbrødre Torv. Her ventede der varm gløgg, før Luciasangen skulle synges for 117. gang på ”Peder Oxe” og de andre restauranter på torvet , hvor der efter sigende var en masse klimatopmøde-deltagere tilstede. Der var i hvert fald fællessang fra et selskab, og restauranterne genlød af mange forskellige sprog. Én af alterne måtte desværre forlade optoget på grund af et pludseligt anfald af SRP-syge! Alt i alt en dejlig december aften, og pigerne glæder sig meget til (først) at synge Luciasangen igen næste år.
Signe Lilja og Olivia Schou Lorentzen, 1y







