GHG-elev til OL i Rusland

Oscar Peulicke, der i foråret afsluttede 3X på GHG, konkurrerer lige nu i Rusland sammen med verdens bedste elever i programmering.

Oscar Peulicke var en af de meget dygtige elever, der fik sin studentereksamen fra GHG i forrige måned. Ved siden af sine gymnasiestudier kvalificerede Oscar sig til OL i programmering som i disse dage løber af staben i Rusland.

”Jeg bruger næsten al min fritid på programmering,” fortæller Oscar om den træning, der ligger forud for hans deltagelse i OL. ”Det fascinerende er, at man kan få en computer til at gøre hvad som helst, og jeg startede med at programmere, fordi jeg gerne ville kunne lave computerspil.”

På Gammel Hellerup Gymnasium skrev Oscar bl.a. sin store skriftlige opgave (SRP) om programmering og var hjælpelærer i sidste års MasterClass i programmeringssprog. I dag sidder han så foran skærmen og prøver kræfter med de dygtigste unge programmører fra hele verden, og på fredag vil det vise sig, hvem der løber af med de fleste point og kan kalde sig OL-vinder.

Oscar har på ingen måde ligget på den lade side, siden hans studentereksamen på GHG. Udover at træne til OL er Oscar også optaget af andre programmeringsprojekter: ”Jeg har gang i forskellige projekter med nogle venner, og for et par dage siden blev et spil, jeg har arbejdet på, godkendt til at komme på Steam” (en anerkendt underholdningsplatform red.). 

På GHG glæder vi os til at følge Oscar til resten af OL og i hans videre arbejde med programmering.