GHG elever får sølv- og broncemedalje ved DM i sprog

Da DM i sprog for nylig blev afviklet var det med deltagelse af både fransk- og tyskelever fra Gammel Hellerup Gymnasium. Eleverne havde kvalificeret sig online til den landsdækkende konkurrence og dystede på dagen i kulturforhold, grammatik og ordforråd.

Inden for hvert sprog deltog de syv skoler i Danmark, som havde klaret sig bedst i den indledende onlinetest, hvor mere end 4500 elever deltog.

Eleverne dystede i hold på tre mod de seks andre gymnasier. Disciplinerne var bl.a. grammatikøvelser, konkurrencer i sætningsdannelser, rebusser og temaøvelser. Begge GHG’s hold gik videre til semifinalen, der bød på tegn og gæt på de respektive sprog, og fransk-holdet sluttede med en flot broncemedalje. Tyskholdet gik videre til finalen som var glosejagt i en tysk sang, og kom hjem med sølv til GHG.

Til at repræsentere fransk stiller GHG med Silas Vigan Larsen, 2u, Erik Rosendal, 2b og Peter Kjærsgaard, 3a. Tysk er repræsenteret af Theresa Mira Rosiek, 1m, Gustav Halskov Anholm, 3m, og Louise Bille Glottrup, 2a.

Stort tillykke!

Fakta DM i Sprog er en national, flersproget konkurrence for grundskole- og gymnasieelever, som lærer tysk, fransk eller spansk. Eleverne skal besvare spørgsmål om grammatik, kultur og ordforråd. Se mere på dmisprog.eu