skolen summer af sprog

Gammel Hellerup Gymnasium summer af sproglig inspiration, når alle 2.g’ere samles til sprogdag i andet fremmedsprog. Dagen byder på alverdens sproglige aktiviteter som foredrag, ekskursioner, quizzer, biograftur og meget mere.

Gammel Hellerup Gymnasium byder bl.a. på en lang række entusiastiske og dygtige sproglærer, der hver dag arbejder for at inspirere og dygtiggøre eleverne inden for andet fremmedsprog, der på GHG betyder: spansk, tysk og fransk.

En gang om året går alle sammen om at lave en fælles sprogdag for 2. g’erne, hvor skolen summer af inspiration fra de tre sprogområder.

I spansk er der i år særlig fokus på Cuba hele dagen. Det betyder bl.a. foredrag med journalist og cubaekspert Jørgen Laurvig, fokus på de kritiske stemmer fra Cubas ungdom og salsaworkshop. I fransk går turen bl.a. til Glyptoteket for at se på fransk impressionisme, der er fokus på fransk musik, hvor eleverne skal sammensætte en fransk hitliste, og om eftermiddagen får alle smagsprøver på elevernes egne franske kager. Tyskeleverne skal bl.a. quizze og tager om eftermiddagen i samlet flok i biografen for at se den aktuelle "Der Staat gegen Fritz Bauer."