Vincent Hendricks fortæller 3.g’erne om digital dannelse

Den kendte filosof Vincent F. Hendricks har været forbi for at holde oplæg for Gammel Hellerup Gymnasiums 3. g’ere om digital dannelse, adfærd og ansvar på nettet.

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Vincent Hendricks rusker op i GHG’s 3. g’ere for at få dem til at tænke over deres adfærd på nettet, deres ansvar over for andre og ikke mindst, de konsekvenser uhensigtsmæssig adfærd kan have for dem selv: ”Det er lettere, end man tror at lade sig manipulere online, også selv når man tror, man er upåvirkelig og på rette vej.” pointerer Vincent inden oplægget.

På Gammel Hellerup Gymnasium er der igennem året et stort fokus på digital adfærd og dannelse både med eleverne, lærerne og forældrene som målgruppe. Digitale medier fylder rigtig meget i unges liv i dag, og derfor er det vigtigt at ruste dem til at færdes online, uden at det får negative konsekvenser for dem selv eller andre. De digitale medier er kommet for at blive, og som Vincent Hendricks understreger: ”Den næste generation står til at overtage alt fra nøglerne til statsministeriet til klimakrise, flygtningeproblemer og en ny Donald Trump. Det skal man være parat til, og dermed digitalt dannet til.”