Der er mange spørgsmål, forventninger og måske bekymringer, når man går fra at være folkeskoleelev til at være gymnasieelev. To 4.g’ere fra GHG holdte i dag oplæg for alle GHG’s nye 1.g’ere for at fortælle om deres egne år i gymnasiet.

Med et helt nyligt gymnasieforløb i frisk erindring kunne Alma og Marcus – som de to 4.g’ere hedder – med stor ærlighed og oprigtighed fortælle om deres år på GHG på godt og ondt. De fortalte om udfordringer, hvad man skal være særligt opmærksom på og de gode oplevelser, man skal huske at dyrke og nyde, mens man er på gymnasiet.

Alma og Marcus fortalte bl.a. om, hvad der kan være godt at lægge vægt på omkring det sociale liv i gymnasiet. Eksempelvis at man ikke skal føle, der er et særligt image man skal leve op til eller se ud på en bestemt måde; At det er godt at være afslappet og imødekommende,  huske at sige hej til hinanden på gangene og bidrage til at alle føler sig god tilpas. De fremhævede også, at der er rigtig gode muligheder for ar være social i et af GHG’s forskellige udvalg, og at der er gode muligheder for at starte sit eget udvalg, hvis man har en god idé.

De kom også ind på, hvordan man passer på sig selv og får nogle gode fester, hvilket kan være særlig godt at høre om op til GHG’s første store fest på fredag. ”Det er ikke sjovt at komme hen på skolen og være alt for fuld, fordi man har siddet og drukket for meget derhjemme. Det bliver ikke en sjov fest, og man risikerer at blive sendt hjem igen,” fortælle Marcus bl.a.

Alma og Marcus kom også ind på balancen mellem lektier, afleveringer og det sociale liv. På den ene side må man erkende, det kan være svært at nå det hele og undgå at sætte urealistiske høje krav til sig selv. På den anden side bliver timerne og undervisningen meget sjovere, hvis man er forberedt og ved, hvad der bliver undervist i. Et konkret råd var også at huske at bruge skolens studievejledere, til at opnå balance i gymnasielivet, hvis det bliver lidt svært. ”Studievejlederne er rigtig dygtige, og man kan få rigtig meget hjælp hos dem. Nogle gange kunne der godt komme en opfattelse af, at der var noget alvorligt galt, hvis en klassekammerat skulle tale med en studievejleder, men i virkeligheden kan de hjælpe med rigtig mange forskellige ting og bl.a. hjælpe med at få struktureret hverdagen så det hele bliver nemmere,” fortæller Marcus.

Dette og en del andre gode råd blev videregivet til en ny generation af GHG’ere og oplægget blev afrundet med muligheden for at stille spørgsmål.