Kære forældre

De seneste år er der gentagende gange fremkommet historier om deling af krænkende materiale blandt unge på sociale medier – senest i går, hvor flere end 1000 unge i hele landet kan blive sigtet for deling af krænkende materiale. Jeg tror, det er en nødvendig aktion, som forhåbentlig kan have en præventiv virkning.

Digital dannelse og god adfærd på nettet er i høj grad et emne, det er vigtigt at tale med unge om i dag, både som forældre og her på gymnasiet. Emnet har derfor også været højt prioriteret de seneste år på Gammel Hellerup Gymnasium. Ligesom jeg håber, at I som forældre også vil tale med jeres børn om det. Vi er flere, som må forene vores kræfter for at få stoppet eller i hvert fald begrænset den kultur, der åbenbart er blevet så almindelig blandt mange unge.

I mange dele af undervisningen på GHG sættes der fokus på digital dannelse og adfærd på nettet, og i de seneste par år har vi haft en række fællesarrangementer for eleverne om emnet. Senest i december med to store arrangementer, ’Girltalk’ og ’Digital dannelse’, for alle vores 1.g’ere. Vi har også bidraget til et digitalt ungekorps, som har været ude på kommunens grundskoler og fortælle om emnet for eleverne der.

Hvis I ønsker inspiration til at tale med jeres unge om emnet, kan I bl.a. læse noget materiale fra de to ovennævnte arrangører her: www.girltalk.dk og www.digitaldannelse.org. Alle 2. g’erne var også i december til arrangementet ’SLUK’, der satte fokus på en mere bevidst brug af smartphones generelt.

Som forældre eller elev er man altid velkommen til at kontakte skolen eller aftale et møde med en studievejleder, hvis I eller jeres datter/søn har brug for at tale med nogen fra gymnasiet om emnet.

Vi ser meget alvorligt på krænkelse af andre på sociale medier, og krænker man andre elever på skolen på denne måde, kan det føre til bortvisning på linje med andre former for groft mobberi på skolen. Vi følger naturligvis den aktuelle sag tæt og afventer, hvad der måtte komme fra politiet.

Vi har i går sendt nedenstående besked ud til alle elever på Lectio:

Kære alle
Mange har måske set den sag, som flere medier bringer i dag. Under overskriften “Børneporno på nettet” kan man læse, at politiet vil rejse sigtelse mod 1004 primært unge for spredning af børneporno på nettet. Af disse skulle alene 286 være fra Nordsjælland, som dermed kan forventes at have det største antal sigtelser. Der er tilsyneladende tale om to videoer og et billede. Billederne er 1-2 år gamle.
I vores studie- og ordensregler står: “Skolen accepterer derfor ingen form for mobning, uanset om det finder sted på skolen eller på de sociale medier. Hvis du er udsat for mobning eller vidne til, at en person udsættes for mobning, så henvend dig til din studievejleder eller skolens ledelse.” Det kan man også læse mere om i vores antimobbestrategi. Endvidere har elevrådet udformet 6 etiske retningslinjer, som også kan læses på hjemmesiden: “Vi viser respekt for hinandens privatliv. Alle har ting, som ikke skal deles.” Der har været afholdt flere fællesarrangementer om digital dannelse og digital mobning.

Jeg håber naturligvis, at ingen GHG-elever er involveret i dette, og indtil videre ved vi altså kun, at politiet vil indkalde et antal til samtale i løbet af de kommende dage. Hvis der er nogen, der føler sig krænket og evt. har modtaget de omtalte billeder, er man naturligvis velkommen til at kontakte en studievejleder eller en fra ledelsen. Vi følger sagen tæt.

Vh
Jørgen

Med venlig hilsen

Jørgen Rasmussen