Velkommen til Gammel Hellerup Gymnasium

Gammel Hellerup Gymnasium er et stort gymnasium med ca. 1.200 elever og over 120 ansatte. Vores elever kommer især fra Gentofte, København og Nordsjælland. Vi har en bred vifte af faglige og sociale tilbud. 

Vi har i mange år arbejdet ud fra værdigrundlaget om faglighed, fællesskab og mangfoldighed. Disse værdier er blevet kendt og anerkendes af mange elever i forbindelse med GHG.

Vi ønsker, at du som elev får mulighed for at udvikle dig og møde udfordringer i et miljø præget af faglighed og fordybelse og bliver rustet til videre uddannelse. Derfor har vi både en række særlige tilbud til elever med brug for ekstra støtte og mange forskellige talent-aktiviteter til dem, som har kræfter og lyst til noget mere.

Evnen og lysten til at lære udfoldes bedst i et godt socialt miljø med et stærkt fællesskab. Derfor har vi foruden fester og caféer mange andre frivillige aktiviteter inden for bl.a. sport, musik, drama og kultur. Alle disse aktiviteter bidrager til at skabe et fællesskab, der understøtter dannelse, samarbejde og trivsel.

Det tredje ben i vores værdigrundlag er mangfoldighed. For os betyder det en åbenhed, der fremmer nysgerrighed, tolerance og gensidig respekt. Det er vigtige egenskaber i en globaliseret verden. GHG er blandt mange kendt som et gymnasium, hvor der ikke er ét dominerende fællesskab, men mange forskellige fællesskaber og elevtyper.

GHG fremstår i dag som et gymnasium med meget fine fysiske rammer. De oprindelige bygninger er suppleret med tre nyere bygninger samt moderne indendørs og udendørs idrætsfaciliteter. Hermed har vi skabt gode rammer for den undervisning og det sociale fællesskab, der er skolens omdrejninspunkt. Alt samlet på én adresse.

Har du spørgsmål eller input, er du altid velkommen til at henvende dig til skolen på adm@ghg.dk eller tlf: 45 11 51 51

Rektor Lone Andersen

Klik på billedet og læs vores velkomsthæfte til nye elever

Egenbetaling

Der er nogle få områder, hvor der er deltagerbetaling. Det drejer sig om materialeafgift, ekskursioner (fx i biografen eller teateret), studierejser og tilmelding til eksamen som selvstuderende. Læs mere om, hvor der er egenbetaling (se nedenfor)

1. Materialeafgift og introtur . I forbindelse med skolestart opkræver vi et beløb på 1.250 kr. hos alle nye 1.g-elever.

Beløbet dækker materialeafgift (900 kr.) for alle tre år samt omkostninger i forbindelse med klassens introtur i 1.g (350 kr.).

Materialeafgiften dækker over 300 kr. pr. år til kopier og softwarelicenser (fx Gyldendals Røde Ordbøger og matematikprogrammer).

Hvis du melder dig ud af GHG i løbet af 1.g er det muligt at få tilbagebetalt  600 kr. Ved udmeldelse i 2. og 3.g refunderes pengene ikke.

2. Deltagelse i ekskursioner, biograf- og teaterture m.m. Normalt en egenbetaling på ca. 70 kr.

3. Studierejser Studieturen i 2.g koster samlet 5.000 kr., som betales i 2 rater. Første rate (depositum) betales i marts i 1.g, mens 2. rate betales i maj i 1.g.

En tilmelding og indbetaling til en studietur er bindende, og indbetaling kan ikke refunderes. Hvis du gennemfører tilmelding og betaling til turen, fraskriver du dig samtidig fortrydelsesretten på 14 dage ved køb/bestilling via internettet, idet pakkerejser er undtaget fra reglerne om 14 dages fortrydelsesret, hvorfor eventuelle indbetalinger ikke kan refunderes. Ønsker du at læse mere om fortrydelsesret kan du klikke på følgende link https://www.forbrug.dk/raad-og-rettigheder/forbrugerguides/fortrydelsesret-og-returret/

Hvis du, grundet særlige omstændigheder, ikke kan deltage på studieturen, skal dette meddeles rejselærerne. Skolen vil gerne være behjælpelig med, at kontakte rejsearrangøren og undersøge muligheden for, om 2. rate helt eller delvist kan refunderes uden ekstraomkostninger for de øvrige rejsende. Depositum refunderes under ingen omstændigheder. Skolen dækker ikke tabte beløb i forbindelse med en afmelding fra en studietur. Du hæfter derfor stadig for rejsens fulde pris over for skolen.