I dag var der de indledende runder den landsdækkende Samfundscup 2018. Grupper fra både 1., 2. og 3.g repræsenterede samfundsfag på GHG og kom med hver deres samfundsmæssige problemstilling og innovative løsningsforslag under det overordnede tema: Sammenhængskraft.

 Der var lagt op til en spændende dyst, da alle samfundsfagshold fra 1., 2. og 3. g var samlet for at dyste inden for samfundsfag med løsninger på samfundsproblemer inden for det overordnede emne ’Sammenhængskraft’. I bedste X-faktorstil var der linet op med tre kompetente dommere, der efter hvert oplæg kom med kommentarer, ros og stillede kritiske spørgsmål. I sidste ende blev der voteret og fundet en vinder, der skal repræsentere Gammel Hellerup Gymnasium ved regionsfinalen i samfundscup.

Vinderne af årets GHG Samfundscup blev Caroline, Sofie, Alberte, Therese og Amanda fra 3.f.  De har udviklet en GIVE&TAKE app, med fokus på at formindske forureningen i forhold til tøjspild. App’en tager udgangspunkt i, at befolkningen skal fokusere mere på recycling og kan få rabatter i udvalgte tøjbutikker, hvis de indleverer deres brugte tøj.

Det er ikke kun en finaleplads pigerne har sikret sig med deltagelsen i Samfundscup. De har kontaktet Gentofte Kommune og er nu inviteret til et møde om et muligt samarbejde. Til mødet skal de snakke om en mulig realisering af app’en, så alle gentofteborgere måske snart få glæde af den gode idé.

”Det har været en rigtig sjov oplevelse at være med i Samfundscup. Vi har lært at tænke innovativt og fundet ud af, hvad der skal til for at realisere en innovativ ide. Samfundscup har givet os en god mulighed for at snakke med eksperter og med feedback fra dommerne, ser vi nu en mulighed for at realisere vores idé,” fortæller Amanda fra 3.f.

 Stort tillykke!

Dommerpanelet bestod af: Anders la Cour professor på CBS, Mette Marie Lydert Brorson fra Computerfirmaet Lenovo, Peter Birch Provst ved Gentofte Provsti og medlem af bestyrlsen fra GHG.
Sådan fungerer app’en På app’ens forside kan man se en oversigt over de virksomheder, som har valgt at indgå i et samarbejde med GIVE&TAKE. Derudover vil der i app’en være et kort, hvor man kan se placeringer for adskillige hotspots, hvor tøjet kan indleveres. Heraf samler man sit brugte tøj og indleverer det på et af de valgte hotspots, som i dette tilfælde er de tilmeldte tøjbutikker. Kravet til indlevering af tøjet er på mindst 2 kg. Når sækken er indleveret, registreres det antal kilo, som er blevet afleveret i butikken, og derefter modtages en rabatkode på vedkommendes profil på GIVE&TAKE app’en. Denne rabatkode har en værdi på 10% hvis indlevering af tøj ligger på 2-5 kg og ligeledes en rabatkode på 15%, hvis indlevering af tøj er på 5 kg eller derover. Kunden kan bruge denne rabatkode på sit næste køb i en af de tøjbutikker, som indgår i samarbejdet.

Læs mere om samfundscup her