Selvom det i virkeligheden først er den 25. juni, at de første studenter springer ud på Gammel Hellerup Gymnasium, er der nogle stykker, der tyvstarter og får huen på i ugerne inden. Der er tale om de fireårige elever, der har fået mulighed for at forlænge deres gymnasietid med et ekstra år for at få tid til at dyrke deres sport i et samarbejde med Team Danmark.

I dag kan Leonora Colmor Jepsen derfor kalde sig student. Hun begyndte som Team Danmark-elev for fire år siden med to fødder godt placeret i den danske skøjteverden, hvor hun gennem 1. og 2.g skøjtede på højt plan og rejste rundt om i Europa, hvor hun bl.a. repræsenterede Danmark ved junior-VM. I 2016 vandt hun også DM-guld i isdans sammen med lillebroren Linus.  Gennem 3.g faldt motivationen for skøjteløb på højt niveau, og i dag er Leonora i højere grad skøjtetræner for andre.

Fandt musikken i gymnasiet

Et andet talent Leonora fik øje på gennem gymnasietiden var sang og sangskrivning. Og det i en grad så hun nu er klar til at indspille et album med egne numre. ”Jeg sang lidt som barn, men ellers var det først i 1.g, at jeg begyndte at beskæftige mig med musik igen.” Leonora valgte musik på c-niveau i 1.g og fik der oplevelsen af at stå på en scene. ”Det var en stor oplevelse og en fantastisk følelse at synge for andre, og det gav mig mod til at tro på, at jeg måske godt kunne,” fortæller Leonora.

Igennem gymnasietiden har hun fået mere og mere tro på egne evner som sanger og sangskriver. Hun har siden 1.g været med i skolens kor, har deltaget i skolens musical flere gange bl.a. med et selvskrevet nummer og deltaget i gymnasiets Singer songwriter café, hvor elever optræder for hinanden. ”Per, der står for skolens sangcafé har betydet rigtig meget for mit mod på at udvikle mig musikalsk. Han har været rigtig god til at opmuntre mig og har insisteret på, at jeg burde gøre noget ved musikken,” fortæller Leonora. Også i undervisningen på Gammel Hellerup Gymnasium har Leonora haft mulighed for at udvikle sit talent. ”Jeg havde musik på B-niveau, og det var et kæmpe frirum for mig, min lærer var rigtig dygtig og inspirerende, og jeg fandt sammen med andre musikelever, som jeg stadig mødes med omkring musikken.”

Nu kan Leonora altså kalde sig student, fremtiden byder bl.a. på indspilning af egne sange og et ophold på en musikhøjskole.