Når elever tager ud i verden med gymnasiet, åbnes der ofte døre til oplevelser, de normalt ikke får adgang til som almindelige turister. GHG har fået en udvekslingsaftale i Tokyo, der betyder, at en klasse hvert år får en unik mulighed for at opleve japansk kultur på helt tæt hold.
Den 3. oktober ventede en 16 timers flyvetur for 2.h fra Gammel Hellerup Gymnasium, som skulle på studietur til Tokyo. Formålet var kulturmøder og oplevelsen af en helt unik storby. Læs her klassens egen beretning om de mange oplevelser på turen.
Vi boede på 18. sal på et dejligt hostel i bydelen Idabashi, som er kendetegnet ved masser af lokalt hverdagsliv og gode, billige spisesteder. Bl.a. en sushirestaurant, som hurtigt blev de flestes stamsted pga. den frisklavede, suveræne og billige sushi (10 stk.=60 kr.).
Vores program var tætpakket med forskellige besøg og kvarteranalyser i udvalgte bydele. Vi startede ofte dagen med afgang ved 8-tiden og sluttede programmet mellem klokken 17 og 19. Vi gik i gennemsnit en god halvmarathon om dagen. Men det klarer man, når der er så meget at se på, og dagen er spækket med oplevelser.
Blomster, te, kalligrafi og skak:
Vi besøgte Hakou High School, hvor dagen startede med, at vi blev modtaget med velkomst og taler fra rektor. Herefter var vi sammen med 2.g elever ude og deltage i undervisningen i klasser, der alle havde forskellige fag i japansk kultur. Vi havde te-ceremoni, blomsterarrangement, kalligrafi og skak – alle fag på skemaet i Japan.
Helena fortæller: ”Vores studietur til Tokyo gjorde et kæmpe indtryk på mig. Den Japanske kultur er så meget anderledes end den danske, og det var enormt spændende at få lov at få et indblik i japanernes hverdag. Især synes jeg, at te-ceremonien vi var til, da vi var ude og besøge en japansk High School, var meget spændende at være med til. Te-ceremonien siger meget om deres kultur, da det handler om at ære sin gæst og vise en form for høflighed ved at brygge en kop te til gæsten gennem udførelsen af meget strenge ritualer.”
Frederik fortæller: ”Det var spændende at besøge den japanske High School, fordi det gav en indsigt i en meget fremmed kultur, der ved første øjekast lignede noget vi kender. Men at opleve den disciplin og engagement var meget spændende. Det var kæft, trit og retning på en sådan vis, at vi kan lære noget af det, og så var det tid. De brugte en hel time på at servere en kop te, og det er et undervisningsfag.”
Det var rigtigt sjovt, og vi fik snakket lidt med eleverne. Vores snak blev uddybet, da vi spiste frokost sammen og hørte elevoplæg. Vi havde også selv lavet en film om livet som dansk gymnasielev, som blev vist og modtaget med stor begejstring af de japanske elever.
Møde med japanske kendokrigere:
Vi oplevede også fysisk den japanske kultur på egen krop, da vi en dag havde undervisning i den japanske kampsport Kundo. Vi blev modtaget i en Dojo, som var pyntet op med bannere med Gammel Hellerups navn, det danske og det japanske flag, og det danske rigsvåben: De gør virkelig noget ud af at have gæster i Japan! Vi blev budt velkommen af formanden for Kundoforbundet i Tokyo, dernæst så vi en opvisning, og så skulle vi selv prøve Kundo.
Christian fortæller: ”I Tokyo var vi så heldige, at vi også fik lov at opleve en af Japans nationale kampsportsgrene, Kundo. Sporten tager udgangspunkt i, at man kommer i en flot robust rustning, som kan tage imod nogle hårde slag fra et japansk sværd.
Vi kom dog ikke i rustningen og måtte pænt nøjes med en solid kæp – vores japanske tutorer var i fuld rustning, dog uden sværd. Efter at vi nøje havde overvåget, hvordan kampsporten fungerede, var det vores tur til at prøve. Vi blev delt op i nogle grupper, som hver især fik en japansk kendo-kriger – vores egen sensei – der skulle lære os, hvordan man slog. Til vores store overraskelse skulle vi kommende cachende på fineste lancier-manér hen imod vores modstander, og så slå ham alt hvad vi kunne i hovedet, mens vi råbte noget alá “meeeehhhn”. Det var sindssyg sjovt, men samtidig en smule grænseoverskridende, at skulle slå en uskyldig sød japaner alt hvad man kunne i hovedet! Godt nok var han iført hjelm, men stadig svært at få sig selv til det.”
Stjerner i en folkeskole
Mie fortæller: ”Vi var ude og besøge en japansk folkeskole én af dagene. Da vi ankom, fik vi nogle sutsko, som vi skulle have på indenfor, da man på de japanske skoler går meget op i at skelne mellem udendørs og indendørs sko. Der var også separate sko til toiletterne. Kort efter vores ankomst, skulle vi ind i deres gymnastiksal, hvor vi blev modtaget af ca. 300 elever, der klappede og jublede af os – det var helt urealistisk. Vi skulle sætte os foran på en række stole, så alle eleverne kunne se os. Eleverne havde forberedt et show til os, hvor vi også selv blev inkluderet i nogle forskellige lege.
Derefter blev min klasse opdelt og skulle ind i forskellige af deres klasser. Jeg skulle sammen med fem andre fra min klasse ind i en 2. klasse, der havde engelsk. Vi deltog i timen og legede engelske lege med dem. På trods af, at de havde faget engelsk, kunne ingen af eleverne snakke det, og læreren var heller ikke særlig god selv, så kommunikationen mellem os var hovedsageligt kropssprog.
Til frokost blev vi sat blandt børnene og fik serveret mad af børnene – kylling i karry med ris, salat, en skolemælk og nogle vindruer. Mange af børnene lavede tegninger, som vi fik, og de var helt vilde efter at røre ved ens hår, specielt de lyshårede. Efter maden, hvor vi egentlig skulle til at gå, begyndte elever fra alle klasser at komme med papir og blyant og bede om ens autograf, man følte sig helt som en stjerne. Autograferne udviklede sig fra at være på papir, til at være på diverse af børnenes ting. Det var en helt fantastisk oplevelse ikke mindst at se en japansk folkeskole, hvor normerne ligger så langt fra, hvad vi er vant til i Danmark, men også at tilbringe en halv dag med de søde børn.”
Dansk kulturmøde
På vores studietur havde vi ikke kun samvær med japanske elever, men vi skulle også have en indsigt i, hvordan det er at være dansker i Tokyo. Så vi besøgte den Den Danske Ambassade, hvor vi havde en god og oplysende samtale med viceambassadøren. Han fortalte meget om, hvordan man får kontakt med japanerne og om de forskelle, som der er mellem dansk og japansk kultur. Viceambassadøren har selvfølgelig en særlig position, så for at få indsigt i den almindelige danskers oplevelse i Tokyo, havde vi en fælles middag med herboende danskere. De mødte talrigt op, så vi havde hver vores dansker ved vores små middagsgrupper, hvilke betød at der var rig mulighed for at stille spørgsmål. Det var utroligt hyggeligt, og alle nød samværet. Tiden gik hurtigt, da der var mange kulturforskelle at spørge ind til og mange specielle oplevelser at dele.”
Kaos men i god ro og orden:
Når vi ikke var ude på besøg, viste eleverne rundt i de forskelige bydele. Nogle dage nåede vi to bydele på en dag, og det kunne indebære, at vi skulle med metroen. Den berømte måde, japanerne afvikler deres myldretidstrafik på, er i sig selv en oplevelse. Det er fuldstændig kaotisk, men alting foregår alligevel i god ro og orden og med den største form for hensyntagen til hinanden.
CC fortæller: ”Der er fuldt fart på i den japanske hovedstad, Tokyo. På vores 10-dages studietur oplevede vi den højteknologiske traditionsrige storby fra flere forskellige leder og kanter. Den enorme by med 37 millioner mennesker dækker et område på størrelse med Fyn, og derfor gjorde vi meget brug af de offentlige transportmuligheder i form af Metro, tog og bus for at komme frem til vores planlagte besøgssteder samt seværdigheder i byen. Specielt Metro-systemet gør japanerne meget brug af. Det var til tider helt surrealistisk, at se så mange mennesker vente på togperronen. En episode står ufatteligt stærkt i min hukommelse: Vi er en drengegruppe på fem, som skal ombord på et tog fra Shibuya Station. Vi har lige mast os i gennem verdens største lyskryds (Shibuya Crossing) to minutter forinden for at komme hen til perronen. Vi, som en del af den store menneskemængde på perronen, bliver ledt ind i linje E-toget mod Idabashi station, og bedst som vi tror, der ikke kan findes mere plads i togkupéen, bliver vi fem som de sidste skubbet ind af dørene i toget af en af perronbetjentene, så togdørene lige akkurat kunne lukkes og toget kunne køre videre. Det var en hel absurd grænseoverskridende og på samme tid en vildt humoristisk episode, som vi længe vil huske.
Høflighed og interesse – de store forskelle:
Der ER virkelig stor forskel på Japan og Danmark, og der er stor forskel på Hellerup og Tokyo, og det var med til at gøre det til en meget stor oplevelse for os alle sammen.
Frederik fortæller: ”Én ting var vores fascination af dem og deres kultur, men det var også overvældende at se, hvordan de var utrolig ’starstruck’ over os hvide og vores interesse for deres kultur. De var meget imødekommende, og trods sprogbarrieren gjorde de alligevel et ihærdigt forsøg på at kommunikere med os. De grinte, når vi ikke kunne spise med pinde, og viste os derefter hvordan man gjorde.”
Mie fortæller: ”En af de største kulturforskelle i Japan var høfligheden blandt japanerne. Der blev overholdt alle regler, også de uskrevne. Man så aldrig noget skrald på gaden, trods der ingen skraldespande var – det tog de med sig hjem og smed ud. Der var ingen, der gik overfor rødt, og heller ingen der røg, drak eller spiste på åben gade. Hvis man spurgte en japaner om vej eller hjælp, gjorde de alt, de kunne for at hjælpe os, det var ikke nok for dem at pege, de fulgte os derimod hele vejen hen til det sted, vi ledte efter. Det er det høfligste folkefærd, jeg har oplevet, og bare den gensidige høflighed mellem folk var virkelig en kæmpe oplevelse i sig selv.
Helena fortæller: ”Japanernes høflighedsprincipper og måden de viser hensyn til hinanden, var noget jeg lagde mærke til, overalt jeg var. I metroen, supermarkedet eller bare på gaden viste japanerne imponerende meget hensyn til hinanden. Det er noget, jeg synes, man kunne lære meget af i den danske kultur.”
Virkelig en studietur med tryk på både ’studie’ og ’tur’! En fantastisk sjov, spændende og lærerig tur, hvor vi oplevede at være gæster og ikke ’bare’ turister. En tur, hvor vi fik lov til at være med og ikke kun kigge på!