Hvorfor er det vigtigt at lære flere sprog end engelsk og dansk? Det havde Hanne Leth Andersen, der er rektor på RUC, nogle rigtige gode bud på til fællestime om sprogkompetencer for alle GHG’s 2.g’ere.

Mange tænker, at karrierevejen i dag er ryddet, hvis man kan engelsk. Der er dog rigtig mange gode – både personlige og faglige – argumenter for, hvorfor det er en god idé at kunne mindst tre og gerne flere sprog. ”Vores hjerner er simpelthen skabt til at lære flere sprog. I Indien kan rigtig mange eksempelvis fem sprog som en naturlighed,” fortæller Hanne, der forklarer at hjernen udvikler sig og bliver trænet til læring generelt, når vi lærer sprog på linje med at lære matematik.

”Sprogkompetencerne udvikler både den kulturelle og sproglige forståelse som vigtige personlige og faglige kompetencer i en globaliseret verden,” fortæller Hanne, der understreger, at alle kan lære flere sprog.

Uanset om man ønsker en karriere, der direkte involverer sprog, eller man vil noget helt andet, understreger Hanne, at fremmedsprog er en vigtig ekstra kompetence, der kan have stor betydning for den fremtidige karriere. Kommunikationen mellem lande bliver meget mere direkte og konstruktiv, når den kan foregå på modersmålet i de lande, man samarbejder med. Hanne har mange eksempler på, hvordan den ekstra sprogkompetence har betydet, at man er den, der har fået et større ansvar eller de spændende opgaver i en virksomhed. ”Når to samarbejdspartnere kommunikerer på et fremmedsprog, der typisk er engelsk, kommunikerer man ofte omkring laveste fællesnævner. I rigtig mange europæiske lande er man stadig ikke særlig gode til engelsk, så det kan i høj grad begrænse kommunikation, og der opstår misforståelser. Samtidig får man en stor kulturel forståelse, når man lærer sprog, hvilket er en vigtig kompetence i sig selv,” forklarer Hanne.

Med til fællestimen er Karin Kragshave, der er et levende eksempel på, hvordan sprog kan føre til mange forskellige muligheder i erhvervslivet. Hendes tyskkundskaber har bl.a. betydet, at hun fik arbejde på Østrigsk Ambassade, i Europaparlamentet og Erhvervsstyrelsen. Hun gav mange eksempler på, hvordan hendes kulturelle og sproglige kompetencer har ført til spændende opgaver og åbnet nye døre for hende i arbejdslivet.

Samlet set var der en stor opfordring til GHG’s 2.g’ere til at lære flere sprog som kompetencer, de kan tage med sig resten af livet.