Et unikt blik på antikkens kulturskatte

Da mange andre gymnasieelever fejrede overståede eksamener med at tage på Roskilde Festival i sommers, pakkede Johan Hegaard Liborius fra Gammel Hellerup Gymnasium tasken for dykke ned i antikkens Rom med 12 andre danskere.

Gammel Hellerup Gymnasium er et af de få gymnasier i Danmark, der udbyder en ’Klassisk studieretning’ med græsk og latin på højt niveau. Studieretningen giver mulighed for at fordybe sig i byggestene for hele den vestlige civilisations gennem antikken og den græske mytologi samt en indføring i de to klassiske sprog.  For Johan var det den helt rigtige studieretning at vælge, da han her for alvor kunne få lov til at nørde med sin helt store historiske interesse, der også sendte ham til Rom i sommers som en del af GHG’s talentarbejde.

”Klassikerforeningen tilbød at elever med særlige kompetencer og interesse inden for de klassiske fag, kunne komme med på turen, og min lærer Bengerd spurgte, om jeg var interesseret,” fortæller Johan. Afkaldet på Roskilde festival var kort oppe og vende, men Rom og antikken vandt ud fra rationalet om at festivallen også er der næste år, hvor Johan bliver student.

På turen var de 13 elever fra forskellige gymnasier i Danmark og to lærere. Hver morgen startede dagen med undervisning inden for emnerne Pompeji, museologi og romerske gravskikke på det hotel, hvor de alle boede sammen. Efter et undervisningsoplæg tog eleverne ud til de romerske kulturskatte for at se og studere det, de var blevet undervist i.

”I starten var det lidt underligt, fordi jeg ikke kendte de andre på forhånd,” fortæller Johan. ”Men det blev hurtigt rigtig hyggeligt og givtigt både socialt og fagligt. Det var fedt at mødes med nogen, der er lige så passionerede omkring interessen for antikken og historie som mig selv,” fortæller Johan. Efter turen har Johan forberedt et oplæg om ’Pompeji, museologi og romerske gravskikke’, som han holder for resten af sit hold på GHG, så de på den måde også får glæde af turen.

Johan går nu i 3.g på Gammel Hellerup Gymnasium og har været glad for muligheden for at følge den klassiske studieretning.

”Jeg er ikke bange for at sige, jeg er en nørd, inden for det her område, og jeg oplever faktisk, at det giver respekt og inspirerer andre, når man går passioneret op i et område,” fortæller Johan, der har oplevet alle på studieretningen har rykket sig meget siden 1.g: ”Vi har været et mindre hold, hvilket har betydet, der har været enormt meget lærertid til hver enkelt elev. Det er ikke muligt at gemme sig i hjørnet, og derfor har vi alle lært meget. Det lille hold betyder også, at vi er blevet utrolig tætte socialt og har hjulpet hinanden meget.”

Johan har ikke umiddelbart tænkt sig at forfølge sin interesse for antikken på sin videregående uddannelse, men er ikke i tvivl om, at studieretningen har klædt ham solidt på til hans videre studier. ”Det vi beskæftiger os med på den klassiske studieretning er alle de byggesten som hele vores samfund hviler på. Man lærer samtidig at tænke struktureret og systematisk, og dermed er du rustet til at kaste dig over stort set alle andre studier bagefter.”