Den farverige udsmykning, som man nu kan opleve i GHGs skolegård, er resultatet af forløbet ’GHG i farver’; billedkunst B-holdets afsluttende eksamensprojekt. Som overordnet projektramme fik eleverne til opgave at bemale ni aflange, tilskårne træplader, som samlet skulle danne en frise på betonkanten af skolegårdens store bakke. Eleverne havde herfra stor medbestemmelse over maleriernes indhold, og i løbet af de første moduler blev de enige om at tage afsæt i Søren Kierkegaards citat; ”Hvad er ungdom? En drøm. Hvad er drømmens indhold? Kærlighed.” Fra citatet udledte eleverne temaerne ’ungdomsliv og drømme’, som de blev enige om at undersøge og male frem i et surreelt og abstrakt billedunivers.

Som optakt til forløbet fik billedkunsteleverne inspiration fra en udstillingstur til Rønnebæksholm, hvor de så samtidskunstner Lærke Lautas malerier på udstillingen ’Meditations in an emergency’. Lærke Lauta kom undervejs i elevernes maleproces på besøg på GHG, hvor hun fortalte om sit arbejde som kunstner, sin tidlige kunstakademiuddannelse og om måden hun arbejder på i dag. Hun havde også individuelle samtaler med eleverne om deres malerier, tankerne bag og udførelsen af dem.

 

Til forløbet fik vi stor og god hjælp af bl.a. pedellerne, som stillede deres kælderværksted til rådighed. Her kunne malepladerne stå fremme, så de var lige til at gå til i hvert modul. Projektet blev udfordret af corona-karantæne i flere omgange, og der var lige til det sidste stor spænding over, hvorvidt alle ville nå i hus med deres maleri. Men på trods af karantæne, så nåede alle elever på holdet at afslutte projektet med fine værker.