I fredags var der en særlig god grund til jubel på GHG. Tre piger fra 2.w løb nemlig af med sejren i Lundbecks nationale konkurrence for gymnasier: ’Drughunters’ inden for kategorien ’Biotek’.

Drughunters er delt op i tre separate konkurrencer: en kemisk, en biologisk og en bioteknologisk. Formålet med konkurrencen er at koble elevernes faglige viden fra gymnasieundervisningen til udviklingen af nye og bedre lægemidler. Omdrejningspunktet er behandling af sygdomme i centralnervesystemet. Opgaven besvares ved at to til tre elever fra hver deltagende klasse stiller op med en videnskabelig poster og et oplæg til en mundtlig præsentation.

Sådan en poster havde Anna Rosa Haarder, Maria Caroline Bévort og Karen Marie Jensen fra 2.w kastet sig over med fokus på sygdommen Parkinson. Posteren var så god at de i første omgang blev udtaget til at repræsentere klassen til konkurrencen. De var tidligere blevet undervist i, hvordan man laver en god videnskabelig poster og sygdomme i centralnervesystemet er et velkendt emne i biotek. Derudover trak de på faglig viden fra fysik og biologi.

Fredag den 29. april var selve finalen på Lundbeck. Her var bl.a. oplæg ved forskningsminister Jesper Petersen, forskere fra Lundbeck og der var deltagende gymnasieelever fra hele landet.

I første omgang skulle de tre GHG’ere fremlægge deres poster i en indledende runde sammen med de andre deltagere i kategorien Biotek. Pigerne havde lavet fremlæggelsen som et rollespil, hvor nogle biotek-elever stillede spørgsmål til en forsker. Det gjorde de så godt, at de røg videre i finalen sammen med Bagsværd Gymnasium. Herefter blev der skubbet en ekstra gang til nerverne, da pigerne i finalen skulle fremlægge en gang til foran mere end 200 mennesker. Der skulle dog mere end nerver til at slå pigerne ud, så da dommerne havde vorteret kunne de kalde sig selv og resten af 2.w vindere af Drughunters 2022 i Biotek. Præmien er en middag for hele klassen på 500 kr. pr elev, airpods med Lundbech-logo, en bog om hjernegymnastik og selvfølgelig et flot diplom.

Kæmpe stort tillykke!