I fredags blev der optaget film på GHG for Gentofte Kommune. I filmen interviewer Ida og Willum fra GHG’s elevråd Rikke Mossing, der er sundhedskonsulent og har stået for det gode sundhedstilbud, som GHG har været pilotskole og samarbejdspartner på.

De seneste år har GHG nemlig kunne tilbyde eleverne samtaler med Rikke Mossing. Rikke har arbejdet med familier og børn og unge i 25 år. Udover at være uddannet sygeplejerske underviser hun bl.a. omkring søvn, krop, pubertet, seksualitet og grænser og har senest uddannet sig til narrativ coach og søvnvejleder.

Alle klasser på GHG bliver på et tidspunkt tilbudt samtaler med Rikke. Samtalerne er anonyme og kan omhandle forskellige ting, der har indvirken på elevernes personlige oplevelse af sundhed. Nogle kan have brug for at tale om deres fysiske sundhed; Søvn, kost, krop, motion og vaner omkring rusmidler. Alkohol, snus, røg. Seksualitet, sexsygdomme prævention og grænser. Hovedpine og smerter. Andre har brug for at tale om deres mentale trivsel; hvordan de har det med skolen, venner, familie og med sig selv.

Rikke kan også henvise videre til en anden fagperson, f.eks. en psykolog, egen læge eller noget helt 3.

Ordningen har været en stor succes og vi er meget glade for at have Rikke de dage hun er i huset. Hvis forældre eller elever vil høre mere om GHG’s sundhedsordning, kan I altid henvende jer til skolen.

Se en film om tilbuddet her: https://dreambroker.com/channel/qos7kv02/ljqjlzy5