Viktoria Akishina fra 3.x er nomineret i Projekt Forskerspirer inden for kategorien Samfundsvidenskab. Viktoria er nomineret for sit projekt, der sætter fokus på, hvem der har de juridiske rettigheder til det, der bliver skabt af kunstig intelligens.

I dag kan kunstig intelligens eksempelvis selv skabe softwareprogrammer, tekster, malerier og musik. Men hvem har egentlig rettighederne til det skabte? Det sætter Viktoria med sit forskningsdesign fokus på, bl.a. ved et komparativt studie af forskellige landes kriterier for ophavsret.

Viktoria går til daglig på GHG’s naturvidenskabelige linje FYMA, med et meget højt fagligt niveau i de naturvidenskabelige fag. Derfor er det ekstra imponerende, at hun nu også brillerer på så højt et samfundsvidenskabeligt plan, at det har ført til den meget flotte nominering.

Projekt Forskerspirer giver elever med et stort fagligt overskud mulighed for at fordybe sig i et selvvalgt emne og udarbejde forslag til et forskningsprojekt i samarbejde med en forsker.

En dommerkomité har udvalgt de tre bedste projekter ud af 70 projekter inden for kategorierne Humaniora, Naturvidenskab, Sundhedsvidenskab og Samfundsvidenskab.  

Ved Projekt Forskerspirers afslutningsarrangement den 16. december præsenterer de 12 nominerede deres projekter. Herefter bliver ’Årets Forskerspire’ kåret i hver kategori med mulighed for at vinde 20.000 kr.  til videre forskning.

Stort tillykke til Viktoria!