GHG’s elevråds forretningsudvalg startede for ca. et år siden arbejdet på at skabe kontakt til Glasir Tórshavn College på Færøerne. Da det efter nogle måneders forsøg endelig lykkedes, gik et helt nyt udvekslingssamarbejde i gang, hvor elever fra de to skoler sammen fandt ud af et fælles mål. Det resulterede i en fælles plan om at søge midler til den første udvekslingstur med ’elevdemokratisk dannelse’ som hovedfokus.

Elevgruppen har brugt rigtig meget tid og arbejde på at finde og søge fonde. Arbejdet gav pote og den 7. april i år fik eleverne besked om, at de havde modtaget 75.000 kr. fra puljen ’Sjomaq’, som er en del af DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) og Kulturministeriet. Dermed blev udvekslingssamarbejdet en realitet.

Den 28.-31. august kommer færingerne på besøg i Hellerup og den 25.-28. september skal en udvalgt elevgruppe på genbesøg på Færøerne. Desuden skal eleverne, mens de er i Danmark, besøge Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye  i Folketinget.

På billedet ses de elever fra GHG, der skal med på turen. Dog mangler der tre piger, som også skal med.