Én ting er at forstå det faglige stof i naturvidenskab selv. En anden ting er at forklare det til andre. Det var en af de udfordringer, 3.w fik i denne uge, da de fik til opgave at undervise 2.h biologi, i at forstå de biologiske processer i diabetes.

”Man blev virkelig nødt til at forberede sig i dybden,” fortæller Mathilda fra 3.w efter at have prøvet at undervise i 2.h. ”Det er nogle ret komplicerede biologiske processer, vi skulle forklare. Derfor skulle vi ikke kun forberede os på at lave et oplæg for 2.g-eleverne, men også kunne svare på uddybende spørgsmål.” Thor, der også går i 3.w, fortalte, at han selv forstod stoffet meget bedre, efter at han havde undervist andre i det. ”Det er, som om det giver endnu mere mening, når man skal forklare det til andre. Det var også lærerigt at holde øje med, om 2.g’erne var med og forstod stoffet, og ellers prøve at forklare det på nye måder, inddrage modeller osv. ” De mange forberedelser lyder til at have betalt sig.

Caroline og Signe fra 2.h fortæller, at de fik meget ud af undervisningen. ”3.g’erne var meget velforberedte, og så brugte de ’vores’ sprog, hvis man kan sige det. Det var nemt at forstå – fordi de talte på samme måde, som vi selv gør,” fortæller Caroline fra 2.h. ”Vi blev undervist i små grupper, hvilket også fungerede rigtig godt, da vi kunne spørge direkte ind til stoffet, hvis der var noget, der var svært at forstå,” afslutter Signe, der også går i 2.h. Undervisningsformen var så stor en succes, at det nu planlægges, at 2.h på et senere tidspunkt skal prøve kræfter med at undervise 3.w i noget stof, de ikke har gennemgået endnu.