I denne og sidste uge har alle vores 1.g-klasser haft besøg af en rusmiddelkonsulent fra Gentofte Kommune. I et modul har eleverne fået information om faren ved euforiserende stoffer såsom hash og andre illegale rusmidler. Udover information og statistikker har undervisningen fokuseret på elevernes sociale kompetencer, deres holdninger til rusmidler og de flertalsmisforståelser og sociale overdrivelser, der ofte opstår omkring disse emner.
Der er i høj grad lagt op til at eleverne selv får mulighed for at reflektere og tage stilling bl.a. gennem interaktive undervisning såsom stillingtagen gennem bevægelse i rummet og refleksion over filmklip m.v.
Forløbet er designet til at hjælpe eleverne med at træffe informerede beslutninger om deres forbrug af rusmidler og deres indgåelse i sociale relationer, hvor rusmidler kan spille en rolle.