I dag var alle GHG’s 1.g’ere samlet til foredrag i faget AP.
AP står for almen sprogforståelse og giver en fælles sproglig basis for de følgende sprogfag. AP styrker bl.a. den sproglige bevidsthed og analysefærdighed gennem samarbejde mellem dansk, fremmedsprog og latin.

Dagens foredrag tydeliggjorde dog, at sprog kan meget mere end grammatik, bøjninger og analyser. Sproget kan også opklare forbrydelser. Det fik alle 1.g’erne i dag forskellige spændende eksempler på fra foredragsholder Mads Christiansen fra ProLing. Mads Christiansen har en Ph.d. i germanistisk lingvistik og bliver indimellem tilkaldt for at hjælpe politiet med at opklare kriminalsager. Han fortalte levende og inddragende om en lang række kriminalsager, hvor bl.a. mordere og kidnappere er blevet afsløret af deres ’sproglige fingeraftryk’ Eleverne prøvede selv kræfter med, hvordan man kan identificere en person gennem deres måde at bruge sproget på, fejl og personlig stil.