For 25 år siden, da Gammel Hellerup Gymnasium fyldte 100 år, vandt tre elever en skrivekonkurrence med deres bud på “livet på GHG i 2019”.

I år blive stafetten taget op igen, da der i foråret blev udskrevet en ny skrivekonkurrence blandt alle elever. Opgaven var at beskrive GHG om 25 år.

Mange tekster blev indsendt og tre GHG’ere er løbet af med sejeren.

Stort tillykke til:

Clara Ruby Wimmelmann 

Anna Sofie Haugaard

Melissa Lous-Willerup

Hør her når de fortæller om tankerne bag deres tekster.

“Hvordan er livet på GHG i 2044?”

Clara, Anna og Melissa

Vindertekster

Vindertekst af Clara Ruby Wimmelmann

Læs eller se Clara fra 3.x’s vindertekst: Tilbage til GHGlemt

 

 

Tilbage til GHGlemt

Året er 2044. Udover en diset vej stærkt trafikeret af utallige selvkørende biler svæver mennesker frem i disse på magnetdrevne kørebaner mod solens glødende stråler. Med lydens hastighed er kursen mod det, der plejede at være Gammel Hellerup Gymnasium, sat. I en bil er jeg, min søster, hendes mand og min niece placeret. Jeg genkalder min første skoledag på GHG, som det hed dengang. Anderledes. I 2017 var velkomsten af nye elever ikke en begivenhed, der i sig selv tiltrak forældrefremmøde. Derudover var luftforureningen på lokale veje ikke toksisk og himlen var stadig blå.

Som vi i de hvide biler flyver gennem byen som spøgelser omfavnes vejen af ensartede højhuse; scannerstationer, gigantiske cloud-arkiver, lejlighedskomplekser, arbejdspladser. København har udvidet sig en del siden 2019. Bilen stopper, da vi ankommer. ”Vi er nu ankommet til jeres øn­skede destination. Jeg håber, I har haft en behagelig rejse.” Som dørene åbnes og vi stiger ud, mærkes den velkendte summen i armen omkring borgerchippen ved elektronisk betaling. Jeg taber vejret. På den lokation, der i min ungdom husede Gammel Hellerup Gymnasium, tårner sig nu et storslået monument op. 40,4 meter højt måler min elektroniske kontaktlinse det til. Bygningen er placeret på kæmpe hvide stolper, sandsynligvis pga. skrækken for den forhøjede vandstand, der i de seneste par år har slugt en del strandvejsvillaer. Gentofte Central Gymnasium står der skrevet over indgangen ved toppen af en cirkulær trappe, efterfulgt af inskriptionen ”Et elitegymnasium af elever, for elever.” Som om. Nok kender jeg til rekonstruktio­nen, der er sket som funktion af regeringens formaning om en effektiviseret gymnasiereform lan­det rundt, skønt forbavser virkeligheden som sædvanlig. Som funktion af en ressourcebesparelse er flere gymnasier lagt sammen til få per region. Hermed er for eksempel det tidligere Aure­høj, Ordrup, Øregård, Virum, Espergærde, Herlev, Lyngby, Rysensteen, Christianshavns og Tårnby Gymnasium blevet jævnet med jorden i 2030, forvandlet til grå byggepladser, mens blandt andre Gammel Hellerup, som det største gymnasium i Gentofte kommune, blev ’stående’. I den tidlige augustmorgen vandrer unge omkring bygningen iført sorte og mørkegrønne skoleunifor­mer, luftmasker, og med den nyeste teknologi; spottes kan hologrammer, AR-briller, men ikke et strejf af en smartphone. SoMe-generationen, som vi også kaldes, kendt for at have været plaget af mobilafhængighed og en række psykiske lidelser, blev gennembruddet for ny lovgivning i sam­fundet.

Som strømmen af GCG-elever marcherer ind ad de 2,62 meter høje døre og flydende for­deles i deres lokaler lyder adskillige ’bip’. En udbredt teknologi; chips. På denne måde scanner regeringen i dag data, hvortil større virksomheder og institutioner kan få adgang, om ansattes, studerendes eller elevers mødetider samt helbredstil­stand. Ingen flinke lærere der kan se gennem fingre med et sekunds forsinkelse længere, mumler jeg for mig selv. ”Undskyld?” spørger min søster foran mig med svagt rynkede bryn og skuende øjne, som om hun dels forsøger at resonere sig frem til hvad jeg sagde, dels gennemskuer mit indesluttede væsen. ”Det’ nyt,” kvækker jeg bare. Hver og en undersøges vi ved specialindgangen for uregelmæssige besø­gende, hvor en indgangsmaskine scanner vores id; ansigtsgenkendelse og gennem chippen, CitizenSearchTM, får den adgang til alle data, der om muligt kan findes i kroppen. Som jeg løfter mit ben i det, der svarer til en tiendedel af et skridt, manes jeg tilbage af robotreceptioni­sten, da der stadig mangler en resterende indsprøjtning. Maskinen folder en ny metalskive ud, som igen og igen omformes indtil det ønskede skinnende værktøj, en mikroskopisk tynd glas­sprøjte, med præcise mekaniske bevægelser hurtigt inficerer underarmen, prikker hul i huden. Forundrede følger vi strømmen og anvisningerne ind til storsale­n, hvor ceremonien for de nye ’putter’ vil begynde.

Efter et stykke tid dæmpes lyset i salen, hvorefter en video præsenteres. En velkendt mand med en et hvidt fuldskæ­g, magnetiske alderdoms- og balancestøttere og glade øjne dukker op centralt i optagelsen. ”Velkommen til Gentofte Central Gymnasium og tillykke med jeres optagelse. Mit navn er Jørgen Rasmussen, og jeg taler på vegne af hele skolen, når jeg siger, at vi har set meget frem til at møde jer,” lyder det fra de tusinde mikrohøjtalere rundt omkring. Lydniveauet er perfekt. Salen klapper. Pludselig træder rektoren ud af billedet, som et hologram, og opfordrer tilskuerne til at følge efter til en rundvisning. Forsamlingen klem­me­r sig ud mod skolens origo, gården. Den virtuelle version af Jørgen guider gruppen gennem en række gange med avispapirstynde skærme uden for hvert lokale, afbildende aktiviteten i det pågældend­e rum. Typisk ses omkring 60 systematisk placerede elever ved jernborde foruden det virtuelle fremmøde, blåt lys (hæmmende mod elever, der falder i søvn), hvide vægge, et vindue, en skov af hænder og vent lige lidt… ”Hvorfo­r er der ikke nogle lærer?” snapper jeg. Min niece griner. ”Det er der da også, kan du ikke se dem – se – lige der!” Og peger på skærmen vi netop haster forbi. Som flere og flere skærme møder os, ses det, at alle klasseværelserne er besat med en lærer; virtuelt. Under rundvisningen parres hver ny elev og familie med en vejleder, iført sort uniform, der monotont og stilfærdigt informe­rer om skolen.

I kantinen beroliger det mig ved første øjekast, at alt er omtren­t som det plejer, bortset fra den implementerede moderne teknologi. Vejlederen forklarer: ”På GCG gør vi meget ud af individualitet og optimering af elevens præstationsevne – derfor påkræve­s alle elever energiopfyldning morgen, formiddag, middag og eftermiddag. For at hver elev modtager den rette mængde energi, overføres øjeblikkeligt data om elevens blodsukkerniveau, stofskift­e og allergier, som deles fra chippen til skolens system før hver fødeudlevering, der indtages i pilleform. Ligeledes udleveres elek­troniske linser til alle nye elever. Linserne kan forbindes over Bluetoot­h til plagiat-kontrollen under prøver…” Op mod en klinisk ren pastelfarvet skænk med maskine­r placeret der, hvor der i 2019 var sandwiches, salatbar, müslibarer, boller og kaffe står en kø af elever. Der er spisefrikvarte­r. Først nu bemærker jeg zonen omkring hver skikkelse i rumme­t, som minder om en sæbeboble uden regnbuefarvernes skær – kun lyset fra vinduerne, danner en reflektering her og nu, som afslører det. Vejlederen taler stadig, som vi så småt bevæge­r os ud af den lyse kantine, hvor elever ensartet sidder på bænke og læser lektier eller andet: ”… vigtigt med den rette bakteriemængd­e. Alligevel vurderer vi, at en immunseparering er nødvendig for at modarbejde eventuelle epidemier som influenza, lus, fnat…” Til sidst færdes vi gennem en gang med form som en liggende cylinder udelukkende bestående af glas, flad på gulvsiden. Der er 15 mete­r ned til gården, og herfra… herfra kan hele skolen iagttages. ”Så er vi nået til vejs ende, er der nogle spørgsmål?” spørger vores vejleder. Hun kigger på os med et symmetrisk smil, stirrende øjne.

Et par kvadratkilometer er grunden. Utroligt, i betragtning af, det udelukkende består af klasselokaler, bortset fra et par forsamlingssteder, idrætsanlæg og toilette­r. Jeg kan ikke dy mig: ”Øh altså, hvor holder I jeres fester og eftermiddagsaktiviteter og så videre her?” Den unge kvinde ryster på hovedet og smiler en kende mere end før og siger så: ”Først og fremmest er festarrangemente­r ikke en del af, hvad vi betegner et passende læringsmiljø. Dansk ungdomskultur er alt for præget af alkohol og fjol – GCG er et elitegymnasium. Desuden – ,” hun fniser, ligesom min niece, og fortsætter ”har jeg ikke modtaget undervisning på Gentofte Central Gymna­sium. Jeg er en robot.” Atter chokeret skuer jeg ud over området. Det klargøres nu, hvor lidt dette sted har med Gammel Helleru­p Gymnasium at gøre og hvor dumt af mig det var at sammenkoble dette til mine minder fra samme sted. Minder om fælleskab og mere eller mindre at kunne genkende de fleste af skolens ansigter, at kunne stille underviserne spørgsmål om emner, som rækker ud over pensum, frihed, elevindflydelse, innovation og kreativitet, traditioner, tryghed og sjov. Glemt og væk er alt, hvad Gammel Hellerup stod for. Dengang jeg var ung, var det meget bedre – bedre end denne institution på stylter.

 

Vindertekst af Anna Sofie Haugaard

Læs eller se Anna fra 2.z’s vindertekst: Et blik ind i fremtiden

Et blik ind i fremtiden

27. april 2044 og klokken er 8.30. Morgenluften er varm og fugtig, så de små svedperler viser sig over læben. Eleverne er så småt ved at ankomme til skole i diverse højteknologiske og miljøvenlige køretøjer. Her er stille, som om den varme luft fungerer som en lyddæmper. Jeg træder nogle skridt nærmere skolen med nysgerrigt blik rettet mod omgivelserne. Her er tomt, og jeg ser intet skrald ligge og flyde. I denne tid er det vigtigste vores Moder Jord, som vi skal vugge blidt i vores arme og så vidt muligt ikke gøre skade. Klimaet er på bristepunktet, hver en udånding af CO2 tæller med i regnskabet af udledning. Verden er forandret, og det kan mærkes, hvor jeg står nu. Det er blevet en forbrydelse at smide et stykke plastik på jorden. Foran mig ligger Gammel Hellerup Gymnasium, som før stod som en prægtig og flot bygning, men nu er gravet flere meter ned under jorden. Klimaforandringer er hvad der er sket. Græsset er brunt efter mange dages sol uden nogen form for regn. Den eneste væske græsset får, er sveden fra elevernes dryppende pander. Man kan godt forestille sig, at der stod en stor skole over jorden på et tidspunkt. Billeder fra før i tiden sidder stadig på nethinden, som var de klistret fast med superlim. En… to… tre trappetrin ned og jeg mangler en del endnu. Hovedindgangen er stor, men det er som om, at det underjordiske mørke omslutter døren, så den næsten føles helt lille.

Eleverne på skolen ser glade ud. De smiler og pjatter til hinanden, mens de tjekker de seneste nyheder på deres smartphones. Det er som om, de ikke ser sig omkring. De ser ikke, hvad der foregår omkring dem, eller de vælger bevidst at lukke øjnene. Jeg går mod kantinen for at få et komplet indtryk af livet på Gammel Hellerup Gymnasium. Gangene er brede og rummelige, hvilket er overraskende, eftersom vi befinder os under jorden. Der er nødudgange overalt. Et grønt skilt her, et grønt skilt dér. Det sidste man skal føle, når man går på en skole er at føle sig fanget, så det er godt med alle de nødudgange. Jeg kan bare ikke lade være med at have en følelse af at være indespærret. Man kan næsten lugte den kolde jord, der omgiver skolen. Væggene er kolde, gulvet er koldt og selv udsmykningen på skolen kan ikke kaldes for udsmykning. Den kyniske og kolde følelse løber ned langs ens rygrad.

I kantinen sidder alle eleverne i små grupper rundt om højborde. Rummet er stort, meget stort, for man kan næsten ikke se den anden ende af rummet. Det er sjældent, jeg oplever så mange unge mennesker være samlet et sted, hvor man vil kunne høre en knappenål falde til jorden. Eleverne ser disciplinerede ud, de ser dygtige ud. Hvad de skriver på deres skærme, er svært at tyde. De er til stede uden at faktisk at være til stede. De taster og skriver på livet løs på deres computere, mens deres øjne flakker rundt blandt de andre medstuderende. Jeg går videre, jeg følger efter en gruppe piger, der alle er iført stramme bukser, løsthængende trøjer og stramme hestehaler. De går målrettet hen ad gangen, mens de fniser engang imellem. De taler om den fest, de skal til i weekenden, hvor en vis kunstner er blevet hyret til at optræde. Jeg fornemmer, at den ene pige er mere usikker end de andre og ikke bidrager til den samtale.

De drejer ind i et lokale med højt til loftet og smalle borde. Oppe ved smartboardet står syv forskellige skraldespande med hvert sit ikon på. Affaldssortering er blevet en nødvendighed for at skære ned på den forbrænding, vi havde før i tiden. Pigerne smider ukoncentreret deres skrald i de forskellige spande, som om det er indlært fra fødslen. Klassen fyldes op med elever, og der snakkes rundt om i krogene. Man kan mærke, at eleverne er trygge, de er vant til at befinde sig på dette sted. Samfundsfag er hvad det første modul står på, noget der virkelig er blevet opprioriteret i skolesystemet. Det er aktuelt og vigtigt, hvis ikke livsvigtigt. Jeg mærker en seriøsitet i klasselokalet, at eleverne faktisk er interesserede i, hvad der undervises i, og hvad der foregår ude i verden. Det er meget aktuelt, det de lærer om, da vi simpelt kan sige, at vi mennesker er skyld i de klimaforandringer, der præger vores klima. Vintrene bliver koldere og koldere, somrene bliver varmere og varmere. Tørken rammer, og den rammer hårdere andre steder i verden, hvor mennesker må flygte for overlevelse. Solvinde påvirker skolegangen, og det er årsagen til, at skolen i dag er under jorden. Det bliver sværere og sværere at forudsige vejret.

De sidste 25 år har mennesker ikke formået at stoppe, mens legen var god. Skrald er blevet kastet i verdenshavene, eller brændt som var det Sankthans hver dag, kød er blevet produceret i massemængder, og privatejet transport var et krav hos hver en borger. Alle eleverne kender fortiden, det står endda også i deres notater. De behøver knapt nok kigge ned og læse efter, for den viden har de fået banket ind i hovedet gennem alle de tre år på gymnasiet. Fortiden har skabt nutiden og vil påvirke fremtiden. En let summen går gennem klasselokalet, og høje lyde fra tastaturerne kan ikke undgås at høres. Alle er koncentrerede, alle er bevidste om, hvad de arbejder på. Man ved, hvad man gjorde forkert for nogle år siden, og det er årsagen til, at samfundet i dag er som det er. Det handler om at klare sig godt, ellers kan man ikke leve ude i den store, farefulde verden. Jorden truer os, og den nye generation må finde på løsninger. Hvis de ikke finder på løsninger, kan de forudse den fremtid,degår i møde.

Et besøg på Gammel Hellerup Gymnasium kan fortælle meget om ungdommen i 2044. Det siger også meget om det samfund, vi lever i. Eleverne dygtiggøres og bliver forberedt på at træde ud i den store verden for at kunne gøre en forskel. De er hårdtarbejdende og slidte, men de er vant til at arbejde på et højt plan. Jeg træder ud i den alt for varme luft og føler, at det ikke er ilt, jeg får ned i lungerne. Jeg kaster et sidste blik på omgivelserne rundt om skolen og får et lille stik i hjertet. Hvis vi bare for 25 år siden havde indset, at ændringer var nødvendige for at forebygge og undgå de her konsekvenser, der er tydelige i dag. Det blev bare ikke taget seriøst nok, og den nye generation må nu i 2044 knokle endnu mere for at få rettet op på fejltagelserne og redde vores jordklode.

Vindertekst af Melissa Lous-Willerup

Læs eller se Melissa fra 3.a’s vindertekst: Ungdommens træ

Ungdommens træ

Gammel Hellerup Gymnasium

Året var 1894

da frøet blev plantet

Grenene voksede fra stammen

Spredte sig ud

i alle vindens retninger

Skabte et fællesskab

 

Ungdom

Et fællesskab af ungdom

hvor der læres

om naturens veje

sprogets veje

den store verdens veje

som til sammen skaber

ens helt egen vej

 

Stadig i dag

Her, ja her spirer enhver elev

Hver en nuance er til at se

på træet på den lille vej

omringet af hvide huse

der står som svaner

på udflugt fra havnen

i den lune vind

 

Vind og vejr rammer de små blade

Gør dem ældre, gør dem klar

til at lette fra reden

Svæve væk, langsomt dalende

mod et nyt mål

 

Når vinden har fanget de gamle blade

bliver nye skud budt velkommen

Vand fra havet skal der til

for at vække skuddene

Vækket bliver de

friske, kække og ikke mindst grønne

en evig cyklus af ungdom

 

Men er ungdommens træ et evighedstræ?

Hvad er egentlig evigt?

Vejret

Evigt og i udvikling

Graderne stiger, ligesom vandet

Hvor mange år skal der gå?

Før vandet haler ind på svanerne

og træet får munden fyldt af havgus

drukner

 

For træer kan tåle varme

kan tåle vand

Men i de rette mængder

Alt i de rette mængder

Lige nu

er tingene ikke i rette mængder

for store mængder

Træer, som dette, er værdifuldt

bliver fældet

 

Så fremtiden er uvis

uvidende

usikker

Så kun én ting kan man gøre

Nyde hvert et nyt liv

der gror på træet

Nyde hvert et sekund

man har på træet

 

For træet er kun evigt

i dine tanker

 

Vidste du, at GHG kun er 5 min. gang fra Hellerup St. og 10 min. på cykel fra Østerbro og Nordvest?