Ud over skolens mange sociale aktiviteter har du også mulighed for at engagere dig mere direkte i skolens liv.

Du kan eksempelvis få direkte indflydelse på beslutninger på gymnasiet gennem elevrådet eller være med til at skrive om de ting, der foregår på skolen i elevmagasinet Pulsen.

Derudover har GHG en række forskellige udvalg, du kan engagere dig i, hvad end du synes, det kunne være sjovt at arrangere caféaftenen, skabe god stemning på skolen eller lave nødhjælpsarbejde.

Elevråd

Elevrådet på Gammel Hellerup Gymnasium består af to formænd og et forretningsudvalg. Derudover deltager alle klasser med 1-2 repræsentanter.

 

 

 

Elevdemokratiet betyder rigtig meget på GHG, og skolen har en solid tradition for et tæt samarbejde mellem elevråd og ledelsen. Elevrådsformændene er i hyppig og tæt kontakt med ledelsen og har stor indflydelse på mange konkrete tiltag på skolen. Samtidig bliver elevrådet inddraget i mere overordnet overvejelser omkring etiske retningslinjer, regler på skolen og har en vigtig stemme ved skolens bestyrelsesmøder.

Formænd for elevrådet 2023/2024 er

  • Sam Aristotelis Pizimolas 1.i
  • Mads Kayerød Esbjerg Christensen 1.x

Elevrådet har sæde i forskellige udvalg på skolen og varetager på den måde elevernes interesser.

Vedtægter for elevrådet 2018

KODEKS FOR UNGDOMSORGANISATIONER OG POLITISKE PARTIERS ADGANG

Her kan du læse om skolens kodeks for ungdomsorganisationer og politiske partiers adgang

Demokratiet er en afgørende grundsten i det danske samfund, men det eksisterer kun så længe, der findes medborgere, som vil diskutere og debattere den fremtidige udvikling af samfundet. Det er derfor helt afgørende, at der gøres en ekstra indsats for at indføre ungdommen i demokratiets spilleregler, og at de unge opnår et politisk og samfundsmæssigt engagement.

Ungdomsuddannelsesinstitutionerne er en vigtig platform til at skabe en demokratisk kultur. Institutionerne og de samfundsengagerende ungdomsorganisationer (og politiske partier i øvrigt) kan i fællesskab være med til at sikre, at de unge får demokratisk dannelse og aktivt opfordres til at deltage i demokratiet.

For at sikre en åben politisk og mangfoldig debat på Gammel Hellerup Gymnasium, er det derfor vigtigt, at ungdomsorganisationerne (og politiske partier i øvrigt) har gode adgangsvilkår.

Læs mere ved at trykke på linket til højre

UNESCO-UDVALGET

Gammel Hellerup Gymnasium er en UNESCO-skole, hvilket betyder at eleverne beskæftiger sig med FN’s 17 verdensmål på forskellige måder gennem gymnasietiden.

Skolen har også et UNESCO-Udvalg, der gennem forskellige aktiviteter arbejder med verdensmålene. Under Unesco-udvalget er Miljøudvalget og Nødhjælpsudvalget. 

Miljøudvalget

Miljøudvalget er et udvalg for de, der vil gøre en forskel for klimaet ved lokale initiativer. Vi hjælper skolen og eleverne med at finde bæredygtige løsninger i hverdagen, og forsøger at inspirere til mere grønne initiativer generelt.

Festudvalget

Elsker du at arrangere fester, organisere og planlægge, eller har ideer til sjove events og temaer, er Caféudvalget måske noget for dig. Udvalget står for at arrangere skolens cafeer, finder på sjove temaer, underholdning og meget mere.

Traditionsudvalget

Traditionsudvalget på GHG er et stort og aktivt udvalg. Udvalget står bl.a. for at arrangere græskarudskæring til Halloween, juleklip og uddeling af roser til Valentines. Udvalget står også for de to årlige bogstavmiddage, hvor klasserne rystes sammen på tværs af årgange.

Hyggeudvalget

Det er vigtigt at ens skole ikke bare er ens skole, men et sted man holder af. Det er hyggeudvalgets fornemste opgave, at gøre GHG så hyggelig at være på som muligt.

Hyggeudvalget mødes ofte efter skole, hvor vi maler, river ned, bygger op og skaffer nye møbler. Så hvis du har lyst til at have en sjov og hyggelig aften med andre GHG’ere, hvor du forskønner vores fælles skole, så meld dig til hyggeudvalget.

PULSEN

PULSEN

Elevbladet Pulsen bliver skrevet af elever til elever.

Læs seneste udgivelse her

 

Redaktionen består af elever fra alle tre årgange, og der skrives om lige præcis det, vi elever synes er spændende at skrive om, samtidig med der hygges med kage, te og snacks.

Vi skriver alt fra de længere og mere seriøse artikler til de mere sjove indslag som horoskoper og brevkasse. Derudover arbejdes der med en professionel grafiker, der får bladet til at se megagodt ud.
Pulsens redaktion samler løbende inspiration og mødes to gange om året, hvor der skrives på fuld blus. Skrivedagene er i skoletiden, hvor vi får godskrevet vores fravær.

Debatudvalget

I debatudvalget har vi fokus på at opkvalificere vores medlemmer, når det kommer til deres debatevner. I udvalget bestræber vi os på, at skabe en god kultur, hvor der er plads til alle, og vi kan debattere en lang række forskellige emner, der interesserer udvalgets medlemmer. Vi har stor opbakning fra mange elever på skolen, og vi hilser altid nye debattører velkommen.
Vi bestræber os på, at mødes ca. hver 14. dag.