Velkommen til Gammel Hellerup Gymnasium
Gammel Hellerup Gymnasium er et stort gymnasium med ca. 1.200 elever og over 120 ansatte. Vores elever kommer især fra Gentofte, København og Nordsjælland. Vi har en bred vifte af faglige og sociale tilbud.
Vi har i mange år arbejdet ud fra værdigrundlaget om faglighed, fællesskab og mangfoldighed. Disse værdier er blevet kendt og anerkendes af mange elever i forbindelse med GHG.
Vi ønsker, at du som elev får mulighed for at udvikle dig og møde udfordringer i et miljø præget af faglighed og fordybelse og bliver rustet til videre uddannelse. Derfor har vi både en række særlige tilbud til elever med brug for ekstra støtte og mange forskellige talent-aktiviteter til dem, som har kræfter og lyst til noget mere.
Evnen og lysten til at lære udfoldes bedst i et godt socialt miljø med et stærkt fællesskab. Derfor har vi foruden fester og caféer mange andre frivillige aktiviteter inden for bl.a. sport, musik, drama og kultur. Alle disse aktiviteter bidrager til at skabe et fællesskab, der understøtter dannelse, samarbejde og trivsel.
Det tredje ben i vores værdigrundlag er mangfoldighed. For os betyder det en åbenhed, der fremmer nysgerrighed, tolerance og gensidig respekt. Det er vigtige egenskaber i en globaliseret verden. GHG er blandt mange kendt som et gymnasium, hvor der ikke er ét dominerende fællesskab, men mange forskellige fællesskaber og elevtyper.
GHG fremstår i dag som et gymnasium med meget fine fysiske rammer. De oprindelige bygninger er suppleret med tre nyere bygninger samt moderne indendørs og udendørs idrætsfaciliteter. Hermed har vi skabt gode rammer for den undervisning og det sociale fællesskab, der er skolens omdrejninspunkt. Alt samlet på én adresse.
Har du spørgsmål eller input, er du altid velkommen til at henvende dig til skolen på adm@ghg.dk eller tlf: 45 11 51 51
Rektor Lone Andersen














































