Elevers blik på Det Antropocæne

I dag afholdtes den anden af to Antropocæne dage på Gammel Hellerup Gymnasium.

Den første dag var eleverne til to inspirerende foredrag. Først med religionsforskeren, debattør og forfatter Jens-André P, der bl.a. mener vejen frem for verden er en økocentrisk modrevolution, hvor vi gentænker hele vores livsstil, værdier og vores forhold til naturen.

Anden foredragsholder var Sarah Hellebek, der bl.a. er viceforstander på Krogerup Højskole og medstifter af Den Grønne Ungdomsbevægelse og Den Regenerative Jordbrugsskole.

Inspireret af foredragene har eleverne arbejdet med Det Antropocæne igennem alt fra plakater og tekster til kunstinstallationer og tegninger. I dag fremlagde de, de mange flotte og tankevækkende projekter for hinanden og deres lærere.

Antropocæne dage er en årligt tilbagevendende begivenhed opkaldt efter vores nuværende geologiske epoke. I denne epoke optræder mennesket som en afgørende faktor for hele kloden. Mennesket forstås som en medskabende naturkraft, hvis aktiviteter opløser skellet mellem natur og kultur.

Naturen kalder GHG

I dag afholdtes den første af to Antropocæne dage på Gammel Hellerup Gymnasium.

Antropocæne dage er en årligt tilbagevendende begivenhed opkaldt efter vores nuværende geologiske epoke. I denne epoke optræder mennesket som en afgørende faktor for hele kloden. Mennesket forstås som en medskabende naturkraft, hvis aktiviteter opløser skellet mellem natur og kultur. Som første del af de Antropocæne dage havde GHG besøg af to oplægsholdere:

Religionsforskeren, debattør og forfatter Jens-André P. Herbener har bl.a. skrevet bogen ’Naturen er hellig’. Han mener, at menneskeheden befinder sig i sin måske største krise nogensinde. Klimaforandringerne eskalerer, og det vestlige overforbrug spreder sig til resten af kloden. Ifølge Jens-André er der kun én vej frem: En økocentrisk modrevolution. Det kræver, at vi gentænker hele vores samfund, vores livsstil, vores værdier og vores forhold til naturen og dens øvrige beboere.

Sarah Hellebek er Viceforstander på Krogerup højskole og underviser bl.a. i hovedfaget Jorden kalder. Derudover er Sarah bachelor i jordbrugsøkonomi, medstifter af Den Grønne Ungdomsbevægelse og Den Regenerative Jordbrugsskole. Sarah fortæller bl.a. om opstarten af Den Grønne Ungdomsbevægelse og dele ud af sine oplevelser som klimaaktivist.

Oplæggene bruges som inspiration til elevernes videre arbejde med Det Antropocæne gennem alt fra plancher, digte eller andre udtryksformer. Eleverne mødes igen den 14. marts, hvor de fremlægger deres arbejde for hinanden.