“Vi er hovedrollerne i vores egne spillefilm, og hovedrollen dør ikke”. Sådan lyder overskriften på en vinderkronik i konkurrencen ’Håbefulde Historier’, der blev udgivet i Politiken den 4. juli. Kronikken er skrevet af Rebecca fra 2.w på Gammel Hellerup Gymnasium og handler om et emne, som de fleste oftest prøver at undgå: døden.
I vinters tog foreningen Børn, Unge & Sorg rundt på en række danske gymnasier for at fortælle om og debattere ’unge og sorg’. Formålet var bl.a. at bryde det store tabu, der ofte gør sig gældende, når nogen mister en af sine nærmeste og tabuet om døden i det hele taget. I den forbindelse lancerede de bl.a. en kronikkonkurrence blandt eleverne, hvor de med udgangspunkt i en af fem opstillede opgaver skulle skrive en kronik.
Rebecca fra 2.w på GHG var en af de elever, der deltog. Hun gik videre til finalen og blev en af de to vindere af kronikkonkurrencen, der som præmie nu bliver udgivet i dagbladet Politiken.
En hyggelig snak om døden
En af opgaverne var at tale med nogle fra en ældre generation om døden. Rebecca ringede derfor sin mormor og morfar op og spurgte, om hun måtte komme på besøg og tale med dem om intet mindre end døden. ”Jeg var faktisk ret nervøs inden samtalen,” fortæller Rebecca. ”Det er jo virkelig ikke noget, vi taler om, og jeg var måske også lidt bange for at italesætte det, at de jo har en alder, hvor døden på en eller anden måde er tættere på.”
”Det blev dog en virkelig god og hyggelig samtale, der også var meget lærerig,” smiler Rebecca. Et af de emner, der bl.a. blev debatteret over kaffe og kage hos bedsteforældrene var det, at døden ofte bliver skjult for børn, med argumentet om, at ’døden ikke er noget for børn’. ”Min morfar huskede bl.a., at det havde været meget underligt som barn: Lige pludselig var der en, der var væk, men han fik ikke rigtig nogen forklaring. Men er det rigtigt at gøre, når døden er en uundgåelig del af livet?” Spørg Rebecca.
I modsætning til Rebecca har hendes bedsteforældre mistet mange af deres nærmeste, og på den måde er døden en konkret del af deres liv, de flere gange har været tvunget til at forholde sig direkte til. ”Jeg kan godt mærke, at jeg på en eller anden måde ikke rigtig kan forestille mig, hvordan det er at miste en af mine allernærmeste, fordi jeg aldrig har prøvet det,” siger Rebecca. ”Hvis der eksempelvis er en fra min familie, der bliver syg, er min første tanke altid: Det skal nok gå! Omvendt har vi jo aldrig været så oplyste om død, krig og ødelæggelse rundt om i verden, som vi er i dag. På en eller anden måde gør det næsten døden endnu mere fjern, fordi man ikke kan rumme alle de forfærdelige oplysninger hele tiden og på en eller anden måde bliver mere immun over for at høre om død.”
Udover at blive udgivet i Politiken, var en del af den præmie Rebecca vandt at deltage i et skriveværksted, hvor hun fik feedback på sin tekst af to professionelle journalister. ”Det var vildt spændende,” fortæller Rebecca. ”Jeg elsker at skrive, og det var rigtig lærerigt, at få input til teksten, fra professionelle.” Hun fik meget stor ros for sin kronik, der den (dato) kan læses i Politiken og udgives her på siden samme dag.