De kunstneriske studieretninger er noget for dig, hvis du brænder for musik og udvikling af din kreativitet. I studieretningen er der både fokus på musik i den kreative udfoldelse og i forståelsen af kultur og historie. Musik kombineres med engelsk A eller matematik A.  Den kreative arbejdsproces er bl.a. en af nøglerne til nytænkning og innovation, som er eftertragtet både på videregående uddannelser og i erhvervslivet.

Det moderne samfund efterspørger i høj grad kreativitet, nytænkning og innovation. I de kunstneriske studieretninger har du musik i alle dine tre år på gymnasiet, så du kan udfolde dig i en kreativ proces fra 1.g til 3.g.

At turde stille mig frem på en scene, det er i gymnasiet jeg har lært det

Wilson, Leonora og Frederik

GHG Musikcafé

GHG har i løbet af året musikcafeer, hvor du kan optræde for de andre elever på skolen både med egne og andres numre og både akustisk og elektronisk. Til cafeerne er der caféhygge, bar og massere af god musik og stemning.

Cafeerne annonceres på skolens sociale medier og infoskærme. Ønsker du at optræde kan du kontakte Per i studiecentret eller på: pvh@ghg.dk

Kor

Koret

GHG’s kor er åbent for alle musikinteresserede elever, der kan lide at synge sammen med andre. Koret har prøve en gang ugentligt. Der er ikke niveaukrav.

Alle er velkomne. Det vigtigste er, at man har lyst til at synge, så kommer resten (næsten) af sig selv. Repertoiret bestemmes i fællesskab, dvs. af de deltagende GHG-elever og af dirigenten, Mona Høgh Thylgård. Mulighederne er mange: pop/rock, R&B, soul, dansk musik, klassisk musik, egen produktion mm. Deltagelse i introforløbet, skolens musical, juleafslutning m.m.

Koret deltager selvfølgelig også i skolens musical 2018. Derudover er koret en del af musikscenen på gymnasiet, når der skal være musikalske indslag i forbindelse med højtider, translokation, diverse begivenheder mm.

I april 2017 var Gammel Hellerups Gymnasiekor i New York, hvor de deltog i en uropførelse sammen med et multikor på 250 sangere fra hele verden. Koret optrådte i Lincoln Center i New York, hvor også The Metropolitan Opera, The New York City Ballet og The New York Philharmonic Orchestra har hjemme.

Koret blev inviteret til New York af dirigenten Saul Zaks, som kommer fra Argentina, og i øjeblikket arbejder i Danmark. Saul Zaks sad og så TV-Avisen tilbage i juni 2016, hvor koret var med i et indslag, der handlede om åbningen af en Jutlandia-udstilling på den sydkoreanske ambassade. De unge stemmer imponerede Zaks så meget, at han greb telefonen og ringede til gymnasiet, og pludselig var koret halvvejs på vej til New York.

 Gammel Hellerups Gymnasiekor satser også fremover på at komme ”ud af huset”.

Hvis du er interesseret i koret kan du kontakte Kristen på kbj@ghg.dk

 

MGP

Skolen har sit helt eget MGP med egne solister, grupper og et brag af en melodi grand prix-fest for hele skolen.

Hold øje med Lectio og GHG’s sociale medier for, hvornår man kan tilmelde sig næste års MGP

Musical

Hvert år opsættes en stor musical på gymnasiet. Alle er velkomne til at deltage, og du kan være med i alt fra skuespil, instruktion og musik til PR, scenografi og makeup.

Hold øje med Lectio og GHG’s sociale medier for optagelsesprøver og tilmelding til deltagelse i næste års musical.

Vidste du, at GHG kun er 5 min. gang fra Hellerup St. og 10 min. på cykel fra Østerbro og Nordvest?

Hvor langt har du til ghg?