Herfra hvor vi står
Her står jeg, elev på Gammel Hellerup Gymnasium (GHG) i 2019, på toppen af den strandede hval i skolegården på adressen Svanemøllevej 87, 2900 HELLERUP – eller jeg vælger at gå op på den skrånende bakke, som giver udsigt til sportsarealerne mellem Callisensvej og Hellerupgårdvej, for at få et endnu bedre overblik over stedet og omgivelserne. Disse udsigtspunkter er de seneste skud på den samling af bygninger, som i dag er den daglige arbejdsplads for over 1000 elever og 110 ansatte – og det er i 2019 gymnasiet fejrer sin 125 års fødselsdag. For dem, der er med til denne begivenhed, er GHG en central del af tilværelsen i en kortere eller længere periode i deres liv, og stedet sætter sig spor i og bliver ofte bestemmende for den enkeltes livsbane, som det også har været tilfældet for de årgange, der ligger før nu.
Hvis jeg anstrenger mig og bruger min forestillingsevne, kan jeg måske ane skyggerne af netop de årgange, som har været elever og ansatte på skolen i 125 år. Jeg slipper studenterne fra rækken af klassebilleder på gangene fri, og 4-5 generationer – 4-5 menneskealdre – samler sig for en kort stund for mit blik inden for skolens lille område, inden de svinder bort. Er jeg heldig, har jeg, blandt de mange drenge fra årgangene mellem 1894 og 1956, fået et glimt af min tipoldefar, min oldefar, min farfar – og med stor sandsynlighed har jeg tydeligt kunnet få øje på min far og min mor i de store årgange fra 1956 og de følgende år.
Forud for denne fødselsdag ligger 125 år siden skolens etablering – og forud for denne mærkedag ligger en endnu længere periode, hvor begrebet skole skabes og udvikles i vores vestlige kulturkreds. Så måske kan jeg fra mit udsigtspunkter på skolen i dag også få øje på spor af den tid, der ligger før os og før GHG? Hvilke spor kan jeg finde?
***
Da GHG i 1994 fejrede sin 100 års fødselsdag, udgav man et jubilæumsskrift med titlen ”Tavlekludetræet”, og i et afsnit i indledningen findes følgende refleksion: ”Hvad vil det sige, at en skole fylder 100 år? Her er jo ingen fælles erindring, men kun tusindvis af enkelterfaringer og minder. Lærere skiftes ud, elever skiftes ud, bygninger ændres og skolen flyttes, de faglige bestemmelser ændres, bøgerne slides op og indholdet forældes – skoleliv er flygtigt liv.
Men alligevel er der noget tilbage, måske blot en vag fornemmelse af at tilhøre en tradition, som er meget uhåndgribelig, men som viser sig i glimt i en fortalt historie fra gamle dage, et rygte, et billede, en sang…en rejserute som tidligere elever allerede har tilbagelagt, og som nu kun kendes fra skolens officielle årsskrift.
Først når den sidste elev dør, forsvinder erindringen om dette skoleliv, og først den dag dør skolen. Indtil dette tidspunkt vil der altid være nogen, som står på skuldrene af andre, og således vil erindringen række helt tilbage til den første spæde start på det, der i dag er Gammel Hellerup Gymnasium.”
Lad os tage det første lille skridt tilbage i GHG’s og i gymnasieskolens lange historie:
Billederne viser det GHG, vi kender i dag. I skolegården den nedgravede idrætshal som med sin smukke overflade af træ udgør et fællesrum for fysisk udfoldelse, fagligt arbejde, afslapning mellem moduler …. En gold asfalteret flade er af arkitekt Bjarke Ingels/tegnestuen BIG blevet omskabt til et centralt mangfoldighedsrum.
Idrætsanlæggets grønne tæppe er blevet trukket op over det seneste skud på bygningskomplekset med glasfacaden, som indeholder lokaler til de kreative aktiviteter på skolen. Tanken har været at omskabe en skolebygning tilpasset 1960erne til de krav og tanker om pædagogik, faglighed og målsætninger, som vores samtid knytter til gymnasiet.
Men hvor kommer pengene fra? Det omfattende nybyggeri er en direkte følge af nedlæggelsen af amterne i 2007 og gymnasiernes overgang til selvejende institutioner med lokal bestyrelse og mulighed for at planlægge og investere i skolens udvikling. Hver elev udløser en sum, og af den samlede sum anvendes en del til udbygning og renovering af skolen.
Billedet viser GHG (amtsgymnasium fra 1986 til 2007), som det så ud fra luften 2006 lige før overgangen fra amtsgymnasium til selveje. Den lille fløj ved de to træer i skolegården er resultatet af salget af NESA i 2004, hvor Københavns Amt ejede 22 % – disse midler blev kanaliseret ud til amtets gymnasier og blev på GHG omsat i en bygning med klasseværelser og bibliotek.
Her ser vi ”Den nye skole” 1956 – GHG flytter ind på adressen Svanemøllevej 87 med status af statsskole. Det er en trefløjet bygning med bolig til rektor (i forlængelse af gymnastiksal og ud mod boldbane) og pedel (inde i skolegården). I bygningerne færdes nu både piger og drenge – og sammen med det generelle uddannelsesboom kommer pigerne i de følgende år til at udgøre omkring halvdelen af skolens elever (til stor glæde og udfordring for drengene).
Spejderånden, som prægede drengeskolen, lades stort set tilbage på Frederikkevej 10, men er dog bevaret som billedfortælling i festsalens store vægmaleri, og GHG indgår i det nationale velfærdsprojekt, som tager sin begyndelse med den økonomiske højkonjunktur i slutningen af 1950erne. Dette boom fører til opførelsen af en række gymnasier i Københavns periferi og i Nordsjælland bygget efter samme model: Gammel Hellerup, Rødovre, Virum, Frederiksborg (i Hillerød) – helt i tråd med politikernes fokus på gymnasieuddannelsens betydning for samfundsudviklingen.
Undervisningsminister Julius Bomholt (S) siger følgende i sin indvielsestale 1. oktober 1956: ”….det tekniske samfund, som vi nu rykker ind i, det fuldautomatiserede samfund, stiller meget store krav til ens indsigt og duelighed.
Skolen har her sin særlige opgave, staben af fuldt kvalificerede mennesker må udvides, der er brug for flere teknikere, og det vil atter i den aktuelle situation sige, at der er brug for flere studenter endnu.”
Grunden, hvor man placerede den nye skole, repræsenterede det Strandvejen og Hellerup engang havde været – en strækning langs Øresund, hvor landstederne lå på række, og hvor velstående københavnere kunne nyde den friske luft og udsigten over Øresund. Hellerupgård var et i denne række af landsteder, men i midten af 1950erne måtte det lade livet for at give plads til det moderne samfund, som siden slutningen af 1800tallet havde ædt sig ind på landstedet i form af større og mindre virksomheder: Tuborg Bryggeri, Hellerup Is, Karen Volf, Glasværk, NESA transport m.fl. og den medfølgende udbygning af området med villaer og lejligheder i et regelmæssigt gadesystem, som det kendes fra bl.a. New York (gridstruktur).
I forbindelse med Napoleonskrigene angreb den engelske flåde København, og landstedets idyl blev brudt og Hellerupgård træder for en meget kort stund ind på den verdenspolitiske scene. “Spøgelseshuset” er en bygning i Hellerupgårds have på hjørnet af Hellerupvej. Her blev den danske kapitulation i 1807 underskrevet – englænderne havde hovedkvarter på Hellerupgård – og den danske flåde tog englænderne med sig efter bombardementet af København.
Kig ad Sankt Peder Stræde mod Hellerupgård. Bygninger forsvinder og nye kommer til, men visse strukturer bliver tilbage. I dag ligger GHG i det forsvindingspunkt, hvor man på billedet kan se Hellerupgård beskyttet af en ring af høje træer. Lejlighederne ligger langs livsnerven Strandvejen, medens sidevejene over tid vokser til med store villaer.
Men hvor lå den gamle skole fra 1894 så? Vi går til højre i billedet og følger Strandvejen et kort stykke og drejer så ad Frederikkevej, som fører ned til Øresundskysten. På højre hånd kommer vi til nr.8-10 og her blev GH G oprettet i 1894 – som drengeskole – og her havde den så sit virke til 1956, hvor gymnasiet flyttede til grunden, hvor det omtalte landsted havde ligget siden begyndelsen af 1800-tallet.
Den danske spejderbevægelse har sit udgangspunkt på Frederikkevej, og der lades den tilbage – men finder dog sin plads på den nye skole i Carlo Wognsens symbolladede billedsprog i det store vægmaleri i festsalen på Svanemøllevej. Læsninger af maleriet har ofte peget på mytologiske træk fælles med mellemkrigstidens nazistiske kunst, men kunstneren er i sit billedsprog nok snarere knyttet til den tidligere vitalisme – og Carlo Wognsens personlige historie er tæt knyttet til modstandsbevægelsen og hans kunst findes bl.a. på 4. Maj Kollegiet i Aalborg. I spejder- og vandrebevægelsen knyttes forbindelsen til naturen, og de fysiske udfoldelser er grundlaget for indlæringen og det pædagogiske ideal om ”det hele menneske.”
