Forebyggelse af unge og misbrug

Der er for nylig udkommet en rapport fra Center for rusmiddelforskning på Århus universitet om unges adfærd og vaner. Rapporten viser bl.a. at unge i Nordsjælland på mange punkter ikke opfører sig anderledes end unge i resten af landet, hvilket ellers ofte antages. 

Dog viser rapporten at unge i København og Nordsjælland oftere drikker alkohol, og at drenge på 15 til 19 år fra Nordsjælland gør mere brug af hårde stoffer end unge i resten af landet. På Gammel Hellerup Gymnasium arbejder vi tæt sammen med Gentofte Kommune om ’Unge og trivsel’ på forskellige projekter. I sidste uge havde GHG’s rektor og vicerektor bl.a. møde med Gentofte kommune, hvor de talte om rapporten og nye initiativer, der kan sætte endnu mere fokus på at støtte de unge og deres forældre til et trygt og sundt ungdomsliv.

Ved et forældremøde for nye 1.g forældre i juni vil Gentofte Kommune bl.a. deltage og fortælle om tendenserne. Vi har i august nye initiativer på vej, der bl.a. også lægger op til et større samarbejde med forældrene om unges sundhed og har gennem de seneste mange år på forskellige måder arbejdet med en forebyggende indsats i forhold til misbrug af forskellig art.

Forebyggende arbejde på GHG

På Gammel Hellerup Gymnasium arbejdes der generelt på at forebygge misbrug og støtte de unge til at passe på sig selv og hinanden i forhold til alkohol, fester og stoffer.

Hvert år er der flere initiativer i 1.g, der skal klæde de unge på til navigere trygt i ungdomslivet. Eksempelvis har vi hvert år et stort oplæg for alle 1.g’ere fra DrugRebels, hvor unge fortæller deres egne historier, læger fortæller om konsekvenserne ved misbrug, og der skabes en dialog med eleverne om, hvordan et misbrug forebygges.

4.g’ere fra GHG holder tidligt på året oplæg for alle GHG’s 1.g’ere. Med et helt nyligt gymnasieforløb i frisk erindring kan to studenter med stor ærlighed og oprigtighed fortælle om deres år på GHG på godt og ondt. De fortæller om faldgrupper, hvad man skal være særligt opmærksom på og de gode oplevelser, man skal huske at dyrke og nyde, mens man er på gymnasiet. Her kommer de også ind på, hvordan man ikke skal føle sig presset til at drikke, drikke for meget eller tage stoffer, og hvordan man passer på sig selv og hinanden.

Derudover tages emnerne op på forskellige måder i undervisningen, og alle elever og deres forældre er tilknyttet en af skolens fire studievejledere, der altid er parate til at støtte og rådgive. De kan også henvise til hjælpeprogrammer, hvis der er tale om et misbrug.

Trygge fester

Det betyder meget, at elever på Gammel Hellerup Gymnasium kan gå til trygge fester. Det betyder, at GHG har særligt fokus på trygge cafeer og fester, hvor alle kan føle sig godt tilpas og få en god oplevelse.

Der er altid lærervagter med til fester og cafeer for at passe godt på eleverne, og som eleverne kan komme til, hvis de har behov for at tale med en voksen. Til de fleste fester er der også repræsentanter fra skolens ledelse. Derudover er der professionelle vagter med til festerne, der har stor erfaring med at skabe tryghed og orden. Er elever for fulde, kan de ikke deltage i festen, men skolen hjælper med at kontakte forældre, så eleverne kan komme sikkert hjem, hvis det er nødvendigt. Udviser elever aggressiv adfærd, kan de ligeledes ikke deltage i festen, men vil blive sendt hjem og eventuelt få karantæne.

Derudover er det vigtigt, at elever ikke føler, at alkohol er en selvfølge til gymnasiets fester. Til fester på skolen er der altid gratis vand, og der kan købes sodavand i baren.

Samtidig appellerer vi gennem forældremøder til, at forældrene tage nogle gode snakke med deres børn om alkohol.

Forældre er altid velkomne til at kontakte en af skolens studievejledere, hvis de har spørgsmål eller bekymringer, og man kan finde forskellige gode råd til at snakke med sin teenager om alkohol i brochuren UNGE ALKOHOL FESTER

 Euforiserende stoffer

Til alle gymnasiefester er der kontrol ved døren, og har man mistanke om, at nogle elever medbringer euforiserende stoffer, er der mulighed for at visitere og teste eleven.

For at forebygge euforiserende stoffer til skolens fester er der derudover mulighed for at udføre stikprøvekontroller, og der har ved nogle enkelte fester været en narkohund.

Gymnasiet har en nultolerance over for at medbringe euforiserende stoffer på skolen, og en overtrædelse vil føre til bortvisning og eventuel politianmeldelse. Man kan læse mere om det i skolens studie- og ordensregler samt i skolens alkohol- og rusmiddelpolitik. Begge ligger på hjemmesiden.

Er du forældre eller på anden måde har spørgsmål til GHG er du altid velkommen til at skole

GHG-elever i finalen i sprogkonkurrence

Flere af skolens sproghold har i sidste uge deltaget i sprogkonkurrencen iLcompetition, hvor der er blevet dystet på viden indenfor grammatik, ordforråd, kontekstforståelse, historisk viden og meget andet i fagene engelsk, fransk, tysk og spansk.
 
Semifinalerne gennemføres i denne uge og GHG er repræsenteret af Emilie og August fra 2u i engelsk (på billedet), Benedicte og Sofus fra 2x i fransk og Cæcilie og Simon fra 2w i tysk.
 
I denne uge gennemfører modersmålseleverne finalen. GHG er repræsenteret af Amelia fra 2z i spansk, Lucca fra 2y i tysk og Kinza, Sebastian og Mathilde fra 3a i fransk. 
 
Held og Lykke til alle deltagere!

Selvtest går over al forventning

Som en del af genåbningen skal alle gymnaseelever teste sig selv under vejledning fra en supervisor. Selvtest på GHG har været en stor succes. Dygtige supervisorer og meget samarbejdsvillige elever og medarbejdere har sikret en tryg og god hverdag på GHG med selvtest hver mandag og onsdag. 

Tak til alle for den flotte indsats

Velkommen tilbage til 3.g’erne

Gensynsglæden var stor da vi på Gammel Hellerup gymnasium endelig kunne byde vores 3.g’ere indenfor igen. 3.x og 3.w startede ud tirsdag morgen og endnu flere klasser stødte til i andet modul kl. 10. 

Velkommen tilbage – vi har savnet jer!

 

 

Samtaler om sundhed en succes på GHG

Jeg vil gerne testet for kønssygdomme uden, at mine forældre får det at vide. Jeg er begyndt at ryge hash. Jeg er flov over at føle mig ensom.

Disse og mange andre emner har unge på Gammel Hellerup Gymnasium kunne tale med en sundhedsplejerske om I en forsøgsordning over 7 uger før sidste nedlukning. De har kunne tale om alt fra seksualitet til bekymringer om misbrug eller angst helt anonymt og har fået gode råd og vejledning i at søge hjælp. Formålet med ordningen er at give de unge et rum for refleksion over egen sundhed og trivsel og mulighed for tidlig opsporing af sundhedsmæssige udfordringer i de unges fysiske, mentale og seksuelle sundhed.

Ordningen har været så stor en succes, at tilbuddet nu skal udvides i antallet af samtaler og afprøves på fire ungdomsuddannelser i kommunen næste skoleår.

Det er sundhedsplejeske Rikke Mossing Marcussen, der har afholdt samtalerne på Gammel Hellerup Gymnasium. ”Det har været en utrolig god oplevelse,” fortæller Rikke. ”Jeg er glad for at så mange elever sagde ja tak til tilbuddet om en samtale.” Rikke lægger vægt på et rigtig godt samarbejde med GHG som en vigtig faktor for forsøgsordningen: ”Samarbejdet både med vicerektor Janni la Cour og skolens studievejledere har været utrolig positivt. De har været meget positive og havde forberedt eleverne rigtig godt, hvilket jeg tror, har betydet meget for at de var åbne for at tale med mig.” Rikke fortæller, at mange af de elever, der kom til hende havde behov for at tale om psykiske emner som ensomhed og angst, men også om seksualitet, euforiserende stoffer og andre emner, det kan være svært at tale om. ”Det var både en styrke at eleverne kunne tale med mig anonymt, og at jeg havde nogle gode tilbud i Gentofte kommune at henvise de unge videre til f.eks. Unik, hvor de kan få op til 5 gratis samtaler med psykolog.”

Samtaler om sundhed er en del af aktiviteterne i et partnerskab mellem Gentofte Kommune og ungdomsuddannelserne i kommunen med fokus på unges sundhed og trivsel. Partnerskabet skal sikre en tidlig fremskudt indsats for at arbejde med udfordringer og gribe problemer, mens de er små og bidrage til at fastholde de elever, der af forskellige årsager har svært ved at klare deres ungdomsuddannelse. Udover Gammel Hellerup Gymnasium har ordningen også været afprøvet på Gentofte Studenterkursus med succes.

Andre gratis tilbud til unge i Gentofte Kommune

Gratis Psykologhjælp i Unik via Gentofte Kommune

Op til 5 åbne, anonyme psykologsamtaler til alle unge mellem 15 og 25 år.
Kontakt: Tlf. 40 28 28 05, mandag til torsdag fra kl. 13-18

STIME

Hjælp til familier med børn mellem 13-17 år, der viser tidlige tegn på spiseforstyrrelse, depression eller har begyndende selvskadeadfærd.

Kontakt: PPR, Gentofte Kommune.  Tlf. 39 98 42 31

Headspace

I headspace kan alle børn og unge mellem 12 og 25 år få støtte og hjælp til at tale om det, der fylder.

Kontakt: Tlf. 25 97 00 77, tirsdag-torsdag kl. 12-18

Gentofte Kommunes rusmiddelkonsulent

Anonym og gratis samtalerådgivning for unge med et forbrug af alkohol, hash eller andre rusmidler, der påvirker hverdagen.

Kontakt: Tlf. 21 31 07 13 eller

sms anonymt til 22 49 68 17 – svar inden for 2 dage

Ventilen Gentofte

I Ventilen Gentofte er der mulighed for at mødes med andre ensomme unge mellem 15 og 25 år hver mandag i mødestedet.

Kontakt: gentofte@ventilen.dk

Mødestedet er åbent mandag kl. 18-21, derudover ture og arrangementer.

Glade gensyn i udeskoler

I denne uge har mange af GHG’s elever endelig kunne gense hinanden i udeskoler. Eleverne har både været i udeskoler på gymnasiet, hvor faglighed er blevet blandet med hygge og pizza, men også rundt om i København og Gentofte. Her har de bl.a. været på orienteringsløb, byvandring og meget mere. Se billeder fra udeskoler på GHG’s Instagram og Facebook.

GHG’er videre i Georg Mohr

Sidste år gik Magnus Ridder Olsen fra Gammel Hellerup Gymnasium hele vejen og blev en del af det danske OL-landshold i matematik. Nu har han igen blandt vinderne af Georg Mohr-Konkurrencen 2021, og er derfor med til vinderseminariet, hvor han har mulighed for at kvalificere sig videre mod OL. Stort tillykke til Magnus, vi følger dig spændt videre i konkurrencen.

Georg Mohr-konkurrencen

15.000-20.000 gymnasieelever og enkelte grundskoleelever deltog i første runde af Georg Mohr-Konkurrencen i november. Af dem gik 872 elever videre anden runde af Georg Mohr-Konkurrencen i januar. Nu er 48 vindere og 18 wildcards på vindersemiar.

Vinderseminardeltagerne har mulighed for at kvalificere sig til yderligere matematikkonkurrencer, i første omgang den NordiskeMatematikkonkurrence der afholdes den 16. april ialle de nordiske lande, og siden den InternationaleMatematikolympiade som i år afholdes i Skt. Petersborg i juli, og holdkonkurrencen BalticWay som i år afholdes i Island i november.

Yderligere oplysninger om konkurrencen kan findes på konkurrencens hjemmeside www.georgmohr.dk.

NYT: Engelsksproget studieretning på GHG!

Vil du gerne være rigtig god til engelsk samtidig med at du går på en naturvidenskabelig studieretning? Hvis ja, er vi glade for at kunne fortælle, at vi på GHG fra næste skoleår udbyder en engelsksproget studieretning knyttet til Science Flex (matematik A, fysik B, kemi B).

Det betyder, at al undervisning og eksamen i de fleste fag er på engelsk. Har du spørgsmål til studieretningen, kan du kontakte vicerektor Janni la Cour.

GHG OG COVID-19     

Som regeringen har meldt ud, kommer vi desværre ikke tilbage foreløbig, og vi må derfor indstille os mentalt på endnu en periode med virtuel undervisning. Det gælder også alternative former for aktiviteter, som vi normalt ville have afviklet fysisk på skolen.

Elever og lærere gør alt, hvad de kan for at holde motivationen oppe, men undervisning bag en skærm og efterfølgende afleveringer og forberedelse kan gøre dagene lange. Vi håber, at I husker at få bevæget jer både i og uden for undervisningstiden.

I nedenstående har vi forsøgt at fremhæve et par af de begivenheder, som vi tænker er mest presserende for hver årgang.

Terminsprøver
Terminsprøverne er planlagt til:
• 2.g: 22. + 23. februar  
• 3.g: 24., 25., 26. februar + 1. og 2. marts

Eksamen 2021

1.g og 2g: 1 prøve – Mundtlig prøve udtrækkes.

3.g: 4 prøver. Mundtligt forsvar af SRP, dansk (skriftligt), 2 mundtlige prøver i studieretningsfag eller andet A-niveaufag.

Sygemelding
Bliver du konstateret smittet med COVID-19, skal du kontakte skolen på adm@ghg.dk  af hensyn til smitteopsporing.

Udvis samfundssind

Fra skolens side har vi stor forståelse for, at denne situation er svær både for elever og lærere. Genåbning og mulighed for socialt samvær trækker ud, og det trækker hårde veksler på alle. Vi vil dog som skole opfordre alle til at overholde restriktioner og regeringens anbefalinger i forbindelse med forebyggelse af smittespredning. Jo mere smitten er under kontrol, jo hurtigere får vi mulighed for at komme tilbage i skole.

Uofficielle fester og socialt samvær, hvor man udsætter sig selv og andre for en smitterisiko, vil kun forlænge hjemsendelsesperioden for dig selv og alle andre.  

Hører vi om sociale arrangementer, der kan relateres direkte til GHG og som er i strid med loven, kan dette få konsekvenser i form af sanktioner med henvisning til vores Studie- og ordensregler.