Det Flyvende Spaghettimonster

Selvom det lyder som en joke, er der faktisk meget at lære om religion og ikke mindst religionskritik af religionen ’Det flyvende Spaghettimonster’. 3.g religion B har den seneste tid arbejdet med religionen og havde for nylig besøg af en repræsentant – selvfølgelig iført pirattøj!

”Hvordan kom du ind i det? Hvordan reagerede din mor og far på at du blev en del af Det Flyvende Spaghettimonster? Holder du jul, påske og andre højtider?” Det var nogle af elevernes spørgsmål, da næstformanden for organisationen Det Flyvende Spaghettimonster i Danmark var på besøg hos 3.g og fortælle om den mildest talt kontroversielle religion.

”Vi drikker altid rom og er iført pirattøj, når vi mødes,” fortæller næstformanden Amalie. ”Vi er den eneste evidensbaserede religion, der findes. Eksempelvis tror vi, at vores Gud (Det Flyvende Spaghettimonster red.) er både dum og doven. Se på verden med krige, forurening osv. – det kan ikke være en specielt intelligent guddom, der har skabt den. Vi har endnu ikke stødt på et modbevis, der kan afvise denne tro. Får vi det, er vi klar til at afsige os vores tro med det samme.”

Det hele lyder som en stor joke, og humor er også en af grundstenene i troen, der forkortes til FSM (Flying Spaghetti Monster). ”Hvis man skal prøve at forstå det, er citatet fra Piet Hein ’Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt’ et godt udgangspunkt,” forklarer Amalie i et af de mere alvorlige øjeblikke.

Det hele startede i 2005, da en studerende Bobby Henderson i Kansas (USA) startede religionen som en protest imod, at det blev tilladt at undervise i intelligent design på lige for med evolution. Han byggede denne nye religion op på samme type argumenter og ”beviser” som fortalerne for intelligent design og andre dogmatiske religioner. Dog med åbenlyst humoristisk indhold som at medlemmerne altid skal være iført pirattøj, når de prædiker religionen og et dørslag på hovedet viser, at man bekender sig til troen.

”Det har været en sjov og anderledes måde for eleverne at arbejde med en religion på,” fortæller Stine Pilgaard, der er religionslærer på GHG. ”Bag alt humoren ligger der en masse viden både om, hvordan religioner er bygget op og om religionskritik, og trods alt satiren har eleverne arbejdet seriøst med emnet og tog godt i mod oplægget.”

Fakta

  • I New Zealand er kirken blevet godkendt som trossamfund med ret til at vie medlemmerne.
  • Der er ingen regler, men kirkens medlemmer bærer et dørslag på hovedet. Flere amerikanske delstater - Massachusetts som den seneste - har anerkendt hovedbeklædningen på lige fod med andre religiøse beklædningsgenstande, så medlemmer af Det Flyvende Spaghetti Monsters Kirke kan bære pasta-sien på for eksempel kørekortet.
  • Også i Polen er pasta-sien godkendt som religiøs hovedbeklædning.

Kilde DR