GHG-elev nomineret i forskerkonkurrence

Foto: Mikal Schlosser

Ved Projekt Forskerspirers afslutningsarrangement den 8. december stod der blandt andet en GHG’er blandt de tre nominerede inden for sundhedsvidenskab. Cecilie Holm Christiansen fra 3w havde i den grad imponeret dommerkomitéen med sit forskningsprojekt om den autoimmune sygdom MBL.

Cecilie fra 3w på GHG lider selv af MBL-mangel, og da hun som forskerspirer på GHG skulle vælge sit projekt, var det muligheden for at dykke ned i sygdommen, valget faldt på. Ideen var så god, at Rigshospitalet og hendes forskerkontakt, Peter Garred, stillede faciliteter og viden til rådighed for hende. Projektet lagde op til forskning i, hvilke muligheder der er for behandling og screening af MBL, med fokus på patienter der skal igennem knoglemarvstransplantation.

Ved afslutningsarrangementet fik Cecilie mulighed for at fremlægge sit projekt for departementschef Agnete Gersing fra forsknings- og uddannelsesministeriet. Arrangementet blav afholdt i festsalen på Københavns Universitet på Frue Plads, og Cecilie blev fejret med blomster, et smukt indrammet diplom og klapsalver.

Stort tillykke til Cecilie!

Forskerspirer på GHG

Igennem efteråret har GHG haft hele syv elever, som deltog i årets ’Projekt forskerspirer’. I samarbejde med hver deres forsker fra DTU, KU og Rigshospitalet udarbejdede de forskningssynopser, og samtidig fik de et helt konkret indblik i, hvordan forskning bedrives.

Projekt Forskerspirer er en konkurrence for elever med et særligt stort fagligt engagement og potentiale. Deltagerne får mulighed for at fordybe sig i et emne og udarbejde forslag til et forskningsprojekt i samarbejde med en etableret forsker.

Gammel Hellerup Gymnasium elever repræsenterede både humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab og dykkede ned i alt fra senmoderne eksistentialisme til fusionsfysik og modeller for fremtidens vedvarende energi. Flere af eleverne er gennem projektet blevet inspireret til deres fremtidige karrierevej.