Girl’s day in science

 

Pigerne fra 2.y og 2.x var med til Girl’s Day in Science på DTU. På dagen var der bl.a. lys, strålebehandling, musik, nanoteknologi og fremtidens energi på programmet. Pigerne fra GHG brugte dagen på Institut for Fotonik og dykkede ned i lysets mange anvendelsesmuligheder.

Gymnasieelever ønsker ro

Eleverne på GHG vil gerne ind imellem kunne trække sig tilbage og have ro. Derfor kan de nu tage et nyt rum på skolen i brug. Et rum med fokus på stilhed, ro og hvor kun korte samtaler skal finde sted.

 ”Unge er omgivet af meget støj og forstyrrelser i dag, og sidste skoleår fortalte en gruppe elever, at de savnede et sted på skolen, hvor man kunne trække sig tilbage og få noget ro i skoletiden,” fortæller vicerektor Janni la Cour. ”Derfor fandt vi et rum, der kunne bruges til formålet, og har fået det malet og indrettet til eleverne her i sommerferien.

 Initiativet er i tråd med andre initiativer på Gammel Hellerup Gymnasium, der skal støtte eleverne i at få ro i løbet af skoledagen. Sidste år introducerede en af skolens studievejledere ’Stillepauser’, hvor eleverne i udvalgte frokostpauser kunne komme og tage en pause fra mobiltelefoner og støj, lytte til afstressende musik og slappe af.

 Janni la Cour fortæller, at man fra gymnasiets side er rigtig glade for at kunne bakke op om den slags ønsker fra de unge. ”Ind imellem kommer der jo rapporter, der viser, at en del unge i dag er stressede, og i højere grad end tidligere udsættes for forstyrrelser hele tiden. Det er inspirerende, når der også kommer modreaktioner og gode ideer fra eleverne selv, og det vil vi meget gerne støtte.”

Garn og streetart på GHG

I disse dage prydes arkitekturen på GHG af farverigt garn. Fænomenet hedder ’Yarn Bombing’ og er en form for street art, der er lavet af eleverne fra billedkunst. Formålet er at skabe farve, glæde og nysgerrighed i hverdagen. 

Debat om puttemiddage

Der har i denne og sidste uge været debat i medierne om de såkaldte ’Puttemiddage’ på nogle Nordsjællandske gymnasier. Arrangementer, hvor ældre elever inviterer yngre elever til middag og fest bl.a. på baggrund af udseende.

Middagene foregår uden for skolerne, hvor eleverne inviterer hinanden hjem privat, og derfor kan det være svært for de enkelte skoler at forhindre det.

Der skal dog ikke herske nogen som helst tvivl om holdningen til den slags arrangementer, som vi som gymnasium tager skarpt afstand fra. Skolen har i flere år gjort en stor indsats for, at denne type arrangementer ikke skal finde sted blandt skolens elever.

Derfor har skolen også i år både mundtligt på et stort forældremøde i juni og via mail til samtlige forældre opfordret til, at man tager en alvorlig snak med sine børn om den slagt traditioner. At man meget gerne forbyder, at de deltager, og at man under ingen omstændigheder lægger hus til. På samme måde har alle elever både modtaget mundtlige og skriftlige advarsler om, at skolen vil gøre, hvad den kan for at sanktionere elever, hvis de medvirker til, at den slags arrangementer finder sted. Det er bl.a. sket via følgende Lectio-besked udsendt 29. august til samtlige elever fra rektor Jørgen Rasmussen:

”Jeg minder igen om, at puttemiddage er helt imod GHG’s værdier og kultur, og vi vil ikke have dem. De er ødelæggende for et gymnasium og det sociale fælleskab. Jeg beder alle om at respektere det!

Hvis der alligevel skulle være nogen, som ikke respekterer det, vil vi i henhold til skolens studie- og ordensregler forbeholde os ret til at reagere med sanktioner. Også selv om det foregår i privat regi. Jeg håber meget, at vi kan undgå det og med klar stemme sige, at der ikke længere er puttemiddage hos os.”

Ud over disse løbende klare udmeldinger har skolen i flere år arrangeret såkaldte bogstavmiddage, hvor eleverne spiser sammen på tværs af årgange på skolen. Dette for at skabe nogle inkluderende rammer, hvor eleverne kan lære hinanden at kende på tværs af årgange uden at involvere udvælgelsesritualer eller anden form for ekskludering, der er i direkte modstrid med værdierne og den fremherskende kultur på GHG.

Efterfølgende har skolens ledelse fået kendskab til, at en mindre gruppe 3.g-elever på trods af klare udmeldinger fra skolens ledelse alligevel har valgt at invitere nogle 1.g’ere til middag. Skolens ledelse ser meget alvorligt på sagen og har efterfølgende haft eleverne til samtale, og middagen er blevet aflyst. Skolen har været i kontakt med Undervisningsministeriet om sagen. Mandag den 10. september afgøres det, hvilke konsekvenser sagen får for de involverede. 

Seksualitet og grænser

I to dage har alle 1.g-klasserne på GHG besøg af en ung repræsentant fra Sex og Samfund. Temaerne er bl.a. ens ret til egen krop. Hvilke rettigheder har man? Hvordan sætter man grænser? Og hvad gør man, hvis ens rettigheder bliver krænket?

Oplægget er et vigtigt input til elevernes forståelse af, hvordan de passer godt på sig selv og ikke mindst, hvordan de passer godt på hinanden og ikke overskrider andres grænser.

Samtidig blev der også talt om, hvilke tanker man kan have om sine egne udvikling og seksualitet både som hetero- og homoseksuel, og hvordan man trygt kan udforske seksualiteten uden at overskride sin egne grænser.

 

 

Nye vinkler på sprog

Sprog handler om meget mere end at terpe grammatik og lære udenad. Der var nye vinkler og ahaoplevelser da alle 1.g’erne på GHG havde besøg fra Sprogzonen i den store sal. Sprogzonen er et tilbud til bl.a. gymnasieelever hvor sprog og lingvistik formidles på anderledes og sjove måder.

1.g’erne på GHG snakkede bl.a. tyrkisk og legede med det kinesiske og arabiske sprog. I anden afdeling af programmet var der øvelser i kropssprog: Hvad betyder det bl.a. at have et dovent kropssprog, samtidig med, at man udtaler sig med begejstring, og hvordan kan man omvendt bruge kropssproget til at underbygge, det man siger og understrege betydninger?

Oplægget fra Sprogzonen er en del af 1.g’ernes forløb i almen sprogforståelse.

Besøg fra universitetet

Selvom skoleåret lige er startet, bliver gymnasietiden i høj grad brugt til at tænke over, hvad der skal ske, når alle eksamener er overstået, og studenterhuen er sat godt fast på hovedet. GHG’s biotek-klasse 3.w har haft besøg af tidligere GHG’er Bolette Gjaldbæk, der snart er færdig som dyrelæge efter fem år på universitetet.

Bolette kunne bl.a. forberede eleverne på, hvad man skal forvente som universitetsstuderende og forskellige aspekter af det at læse til og arbejde som dyrelæge. Både i forhold til det faglige arbejde med at stille diagnoser på forskellige sygdomme, men også nogle af de etiske overvejelser arbejdet indeholder eksempelvis i forhold til aflivning af kæledyr.

Det var en meget interesseret klasse, der lyttede med, hvor der vist også befandt sig op til flere dyrelægeaspiranter blandt eleverne.

GHG liv

Der er mange spørgsmål, forventninger og måske bekymringer, når man går fra at være folkeskoleelev til at være gymnasieelev. Som noget nyt på GHG holdte to 4.g’ere fra GHG i dag oplæg for alle GHG’s nye 1.g’ere.

Med et helt nyligt gymnasieforløb i frisk erindring kunne Anna og Valdemar – som de to 4.g’ere hedder – med stor ærlighed og oprigtighed fortælle om deres år på GHG på godt og ondt. De fortalte om faldgrupper, hvad man skal være særligt opmærksom på og de gode oplevelser, man skal huske at dyrke og nyde, mens man er på gymnasiet.

Anna og Valdemar understregede bl.a. hvor vigtigt det er at dyrke et godt sammenhold på en 1.g årgang og passe godt på hinanden, hvordan man skal undgå at danne dårlige kliker og ikke godtage traditioner fra de ældre elever, som man ikke synes om.

Anna og Valdemar var meget glade for oplæggene, der blev holdt i to omgange med fuld opmærksomhed fra mere end 300 1.g’ere. Begge synes, det er meningsfuldt at give deres førstehåndserfaringer fra GHG videre til en ny årgang, og klæde dem godt på til at få tre mindeværdige gymnasieår – og måske til at undgå nogle af de oplevelser, de selv ville have undgået i bagklogskabens ulideligt klare lys.

Samarbejde om første skoledag en succes

På baggrund af klager fra naboer i forbindelse med elever i Staudehaven ved Hellerup Havn kontaktede Gammel Hellerup Gymnasium i foråret Gentofte Kommune, politiet og naboer med henblik på et samarbejde. Formålet var at få en bedre fornemmelse af de gener, naboer til Staudehaven oplever, og hvordan kommunen og gymnasiet kan inddrages i en løsning af problemet. Onsdag den 15. august løb første skoledag af stablen, og den fælles konklusion blandt de forskellige parter var, at samarbejdet var en succes.

Traditionen tro samles elever fra Gammel Hellerup Gymnasium i Staudehaven ved Hellerup Havn på første skoledag, når skolens program er slut. Eleverne mødes i to timer mellem kl 14 og 16, hvor de fester og nogle 1.g’ere bliver smidt i vandet.

Denne og andre traditioner har i nogen grad været forbundet med klager fra naboer, der har været generet af støj og affald. Derfor tog GHG inden sommerferien initiativ til et samarbejde mellem naboer, kommunen, politiet og gymnasiet for at løse problemet. Det er ikke muligt at forbyde den slags samlinger i det offentlige rum, så derfor gik parterne sammen om at skabe nogle rammer, hvor naboerne bliver generet mindst muligt.

Indsatsen tog udgangspunkt i naboernes oplevelse af arrangementet, og de gener der er forbundet med det. På den baggrund blev musikanlæg forbudt, der blev sat ekstra skraldespande op, og politiet kiggede forbi som en forebyggende indsats. Gymnasiets ledelse var til stede for at sikre, at regler om støj og oprydning blev overholdt og arrangementet blev afsluttet med, at eleverne ryddede alt op efter sig i og omkring haven.

Mandag den 20. august mødtes parterne på Gammel Hellerup Gymnasium, og den samlede konklusion var, at indsatsen var en succes, der sikrede, at eleverne kunne have nogle hyggelige timer uden gener for naboerne. Samarbejdet fortsætter og bliver aktuelt næste gang omkring sidste skoledag i maj måned.

Er man nabo til Staudehaven, og ønsker man at blive hørt i forbindelse med indsatsen, er man altid velkommen til at kontakte Gammel Hellerup Gymnasium.

 

 

Første skoledag 2018

I dag kl. 9 sagde GHG velkommen til 336 nye 1.g’ere.

I morges vrimlede gangene på GHG med en masse nye, spændte 1.g’ere på vej mod skolens store sal. Her blev de budt velkommen med fællessang, af skolens ledelse og elevrådsformændene. Efterfølgende er de blevet fordelt i deres nye klasser, hvor de møder deres nye lærere, tutorer og klassekammerater i grundforløbet. De kommende dage byder på forskellige faglige og sociale aktiviteter, der skal få alle de nye elever til at føle sig velkomne og ruste dem godt til det nye gymnasieliv.

VELKOMMEN!