Forældrebrev jan 2018 – digital dannelse

Kære forældre

De seneste år er der gentagende gange fremkommet historier om deling af krænkende materiale blandt unge på sociale medier – senest i går, hvor flere end 1000 unge i hele landet kan blive sigtet for deling af krænkende materiale. Jeg tror, det er en nødvendig aktion, som forhåbentlig kan have en præventiv virkning.

Digital dannelse og god adfærd på nettet er i høj grad et emne, det er vigtigt at tale med unge om i dag, både som forældre og her på gymnasiet. Emnet har derfor også været højt prioriteret de seneste år på Gammel Hellerup Gymnasium. Ligesom jeg håber, at I som forældre også vil tale med jeres børn om det. Vi er flere, som må forene vores kræfter for at få stoppet eller i hvert fald begrænset den kultur, der åbenbart er blevet så almindelig blandt mange unge.

I mange dele af undervisningen på GHG sættes der fokus på digital dannelse og adfærd på nettet, og i de seneste par år har vi haft en række fællesarrangementer for eleverne om emnet. Senest i december med to store arrangementer, ’Girltalk’ og ’Digital dannelse’, for alle vores 1.g’ere. Vi har også bidraget til et digitalt ungekorps, som har været ude på kommunens grundskoler og fortælle om emnet for eleverne der.

Hvis I ønsker inspiration til at tale med jeres unge om emnet, kan I bl.a. læse noget materiale fra de to ovennævnte arrangører her: www.girltalk.dk og www.digitaldannelse.org. Alle 2. g’erne var også i december til arrangementet ’SLUK’, der satte fokus på en mere bevidst brug af smartphones generelt.

Som forældre eller elev er man altid velkommen til at kontakte skolen eller aftale et møde med en studievejleder, hvis I eller jeres datter/søn har brug for at tale med nogen fra gymnasiet om emnet.

Vi ser meget alvorligt på krænkelse af andre på sociale medier, og krænker man andre elever på skolen på denne måde, kan det føre til bortvisning på linje med andre former for groft mobberi på skolen. Vi følger naturligvis den aktuelle sag tæt og afventer, hvad der måtte komme fra politiet.

Vi har i går sendt nedenstående besked ud til alle elever på Lectio:

Kære alle
Mange har måske set den sag, som flere medier bringer i dag. Under overskriften “Børneporno på nettet” kan man læse, at politiet vil rejse sigtelse mod 1004 primært unge for spredning af børneporno på nettet. Af disse skulle alene 286 være fra Nordsjælland, som dermed kan forventes at have det største antal sigtelser. Der er tilsyneladende tale om to videoer og et billede. Billederne er 1-2 år gamle.
I vores studie- og ordensregler står: “Skolen accepterer derfor ingen form for mobning, uanset om det finder sted på skolen eller på de sociale medier. Hvis du er udsat for mobning eller vidne til, at en person udsættes for mobning, så henvend dig til din studievejleder eller skolens ledelse.” Det kan man også læse mere om i vores antimobbestrategi. Endvidere har elevrådet udformet 6 etiske retningslinjer, som også kan læses på hjemmesiden: “Vi viser respekt for hinandens privatliv. Alle har ting, som ikke skal deles.” Der har været afholdt flere fællesarrangementer om digital dannelse og digital mobning.

Jeg håber naturligvis, at ingen GHG-elever er involveret i dette, og indtil videre ved vi altså kun, at politiet vil indkalde et antal til samtale i løbet af de kommende dage. Hvis der er nogen, der føler sig krænket og evt. har modtaget de omtalte billeder, er man naturligvis velkommen til at kontakte en studievejleder eller en fra ledelsen. Vi følger sagen tæt.

Vh
Jørgen

Med venlig hilsen

Jørgen Rasmussen

Velkommen til et nyt år på GHG

Vi glæder os til at byde alle velkommen til 2018 på GHG. Kontoret åbner torsdag den 4. januar kl. 8.00.

Året skydes i gang med 12 besøgsdage, hvor interesserede kommende elever kan opleve en dag på GHG og møde lærere og elever. Du kan tilmelde dig besøgsdag her

En af de helt store begivenheder er vores årlige orienteringsaften, hvor forældre og interesserede kommende elever kan komme og besøge skolen, høre om vores mange studieretninger og sociale aktiviteter, møde lærere og elever m.v.. Orienteringsaftenen er den 16. januar kl. 19.30 og kræver ingen tilmelding. Læs mere her

GHG FÅR STUDIERETNING MED IDRÆT

Gammel Hellerup Gymnasium er et af de 20 gymnasier i landet, der igen kan tilbyde idræt på B-niveau som en del af en studieretning.

Gymnasiereformen har betydet en begrænsning i en lang række studieretninger. Blandt andet blev alle studieretninger for de særligt idrætsinteresserede nedlagt med reformen. I sommers blev der dog åbnet op for at 20 gymnasier i landet kunne få tilladelse til at oprette en studieretning med idræt på B-niveau i en prøveperiode på tre år.

78 gymnasier søgte, og i sidste uge fik Gammel Hellerup Gymnasium at vide, at de var blandt de 20 udvalgte gymnasier på landsplan, der nu kan tilbyde idræt som studieretningsfag igen. ”Vi er rigtig glad for muligheden,” fortæller Benjamin Haahr Bach, der er uddannelseschef og idrætslærer på gymnasiet. ”Studieretningen betyder, at elever, der er særligt interesserede i idræt, kan dyrke interessen mere målrettet gennem deres gymnasietid. Blandt andet fordi det ikke kun er i selve idrætstimerne, at der bliver fokuseret på idræt og sundhed. Idræt bliver også integreret i mange af de øvrige fag på studieretningen. Eksempelvis gennem temaer som fysiologi, sundhed og ernæring i biologi og kemi, der læses sportsbiografier som en del af danskundervisningen osv.”

Fra næste år kan nye elever på Gammel Hellerup Gymnasium således søge om en naturvidenskabelig studieretning med idræt. Benjamin fortæller, at valget af en studieretning med idræt ofte er en god indgang til de naturvidenskabelige fag for idrætsinteresserede elever.

FAKTA

Studieretningen tones af fagene Biologi A, Kemi B og Idræt B

 

Etiske retningslinjer på GHG

 

Etiske retningslinjer

På Gammel Hellerup Gymnasium har vi en række etiske retningslinjer, som er en central del af skolens værdier. Alle elever forventes at respektere skolens værdier og retningslinjer.

  1. Vi viser respekt for skolen, da vores uddannelse er en vigtig del af vores hverdag
  2. Vi viser respekt for vores lærere og skolens øvrige ansatte, da de altid vil os det bedste
  3. Vi viser respekt for de arrangementer, vi bliver inviteret til, og det stykke arbejde, der ligger bag
  4. Vi viser respekt for hinandens privatliv. Alle har ting, som ikke skal deles
  5. Vi viser respekt for hinandens værdier. Alle har deres forskelligheder
  6. Vi respekterer vores medmennesker

De etiske retningslinjer er drøftet og vedtaget af elevrådet i 2016.  De konkretiseres i de enkelte klasser styret af klasselederne.

GHG har også sammen med andre skoler og undervisningsministeriet udarbejdet et

ETISK KODEKS MOD DELING AF KRÆNKENDE MATERIALE PÅ NETTET.

Det etiske kodeks består af syv principper, som der arbejdes ud fra på gymnasiet.

  1. Vær tydelig om skolens værdier
  2. Tag ansvar for jeres fællesskab – også uden for skolen
  3. Tænk dig om, før du deler
  4. Vær klar, når skaden er sket
  5. Det er faktisk ulovligt
  6. Vis respekt for den enkeltes privatliv
  7. Stå fast på en lige netkultur

GHG FÅR CERTIFIKAT I SCIENCE OG TALENT

På billedet ses et logo for Certifikat i Science og Talent

Gammel Hellerup Gymnasium er certificeret i Science og Talent. Certificeringen tildeles gymnasier med et stærkt fokus på talentudvikling, og som lever op til Science Talenters vision.

På Gammel Hellerup Gymnasium arbejdes der målrettet med talentaktiviteter for at skabe de bedst mulige rammer for at støtte og inspirere eleverne til at udvikle deres talenter og faglighed. Gennem flere år har GHG bl.a. sendt elever på science camps på Mærsk Mc-Kinney Møller Videnscenter i Sorø. Derudover er der en lang række andre talentaktiviteter på skolen som eksempelvis ’Akademiet for Talentfulde Unge’, Forskerspirer, InterMat m.v.

Et gymnasium med certificering har:

  • Talentaktiviteter i naturvidenskab
  • Elever, der deltager i nationale konkurrencer
  • Elever, der deltager i nationale events
  • Elever, der deltager i forløb hos Science Talenter
  • Naturvidenskabelige talentforløb med lokale grundskoler
  • Samarbejde med videregående naturvidenskabelige uddannelser
  • Samarbejde med virksomheder, hvor naturvidenskaben er i fokus
  • En opdateret talentstrategi, som er godkendt af Science Talenter
  • Elever der skriver SRP/3.årsopgave/større skriftlige opgaver i samarbejde med virksomheder, universiteter eller Science Talenter

Et gymnasium med certificering sikrer som minimum i sin talentstrategi at:

  • Have mindst en uddannet talentvejleder tilknyttet gymnasiets talenttilbud
  • Alle lærere er bevidste om gymnasiets talentstrategi
  • Alle elever kender til gymnasiets talenttilbud
  • Der stadig arbejdes med udviklingen af den naturvidenskabelige didaktiske praksis
  • Alle naturvidenskabelige elever møder naturvidenskabelige rollemodeller hvert år
  • Alle elever får inspiration til en fremtid med naturvidenskab
  • Der skabes en kultur på gymnasiet, hvor det er cool at være klog

Med certificeringen får gymnasiet yderligere fordelene af Science Talenters Gymnasienetværk, som er:

  • Fortrinsret til at deltage i camps og forløb hos Science Talenter
  • Fortrinsret til at deltage i Science Talenters eksternt finansierede projekter
  • n årlig gratis kursuseftermiddag på gymnasiet
  • En friplads på ScienceTalenters årlige konference i december
  • Vejledning af op til 2 talentfulde elever i forbindelse med SRP
  • Invitation til at deltage i en årlig netværksdag for talentkoordinatorer
  • Invitation til den årlige talentdag
  • Invitation til internationale sciencecamps
  • Rådgivning i forbindelse med opstart og gennemførsel af science- og talentprojekter

“SLUK” PÅ GHG

Du & din smartphone – hvem styrer hvem?

Under denne overskrift, var der i dag dobbeltforedrag med den populære TV-& radiovært Thomas Skov og speciallæge & forfatter til bogen ‘SLUK’ Imran Rashid menneskets nye bedste ven under lup.

Smartphones er på under et årti blevet et digitalt omdrejningspunkt i vores liv. Den er det første, vi kigger på, når vi vågner og det sidste, vi kigger på, inden vi går i seng. Studier viser, at vi interagerer med den op imod 5000 gange i løbet af en dag! Men hvad betyder denne udvikling egentlig for mennesker? Er det afhængighed? Hvad skal man passe på? Og kan man passe på?

Der blev bl.a. sat fokus på:

  • Hvorfor oplever man tit, at ens lomme vibrerer uden at der er noget?
  • Hvor meget kontrol har man egentlig over ens eget liv?
  • Hvorfor føler man sig afhængig af sin telefon?
  • Hvad gør det ved et menneske at have over 200.000 følgere på de sociale medier?
  • Er teknologien ved at tage magten fra os?