GHG søger ny Vicerektor

Gammel Hellerup Gymnasium søger en tillidsvækkende, tilgængelig og relationsorienteret vicerektor, der, oven på en turbulent periode, vil glæde sig til at indgå i en ny ledergruppe med en ny rektor på et helt fantastisk gymnasium.

GHG er et af Danmarks mest traditionsrige og anerkendte gymnasier. Skolen er kendt for et stærkt fagligt miljø, en dialogisk kultur og et inkluderende fællesskab, hvor faglighed, trivsel og mangfoldighed går hånd i hånd. 

Gymnasiet udbyder den treårige STX og har pt. ca. 1.100 elever og over 100 ansatte. Vi har en naturskøn beliggenhed og unikke arkitektoniske rammer og undervisningsfaciliteter.

Du får en stilling, der både indeholder opgaver af administrativ, udviklings- og ledelsesmæssig karakter. Vi fordeler endeligt opgaverne i ledelsesteamet, når vi er fuldtallige, og du kommer derfor til som det første at medvirke i opbygningen og konsolideringen af vores nye ledelsesteam.

Det er dog forventningen, at du får et stort ansvar i forhold til planlægningsopgaver, økonomistyring og andre administrative opgaver, samt får personaleledelsen for skolens tekniske og administrative medarbejdere. Derudover bliver du rektors nærmeste sparringspartner og stedfortræder.

Vores nye vicerektor skal forbinde det strategiske niveau med hverdagens beslutninger, planlægning og drift. Du arbejder derfor både analytisk og struktureret. Du har ledelsesmæssig ballast fra en uddannelsesinstitution og erfaring med personaleledelse. Du er en leder, der skaber resultater med udgangspunkt i en inddragende, delegerende og pragmatisk ledelsesstil. Som person er du lydhør, kommunikerende og nærværende i mødet med alle vores elever og ansatte på skolen.

Læs mere om stillingen i job- og personprofilen (pdf).

Hvis du har yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte GHG’s nye rektor Lone Andersen på tlf. 2324 6797, eller partner i Genitor Trine Kern Schandorff på tlf. 3141 0255 eller ts@genitor.dk.

Ansøgningsfristen er mandag den 25. maj 2026. 

Tiltrædelse 1. august 2026 eller hurtigst muligt derefter.

Søg stillingen her

Ny rektor er ansat på Gammel Hellerup Gymnasium 

I dag kan navnet på den nye rektor på Gammel Hellerup Gymnasium offentliggøres. Bestyrelsen har godkendt ansættelsen af Lone Andersen efter indstilling fra et enigt ansættelsesudvalg. 

Lone er uddannet cand.mag. i engelsk og psykologi, har en masteruddannelse i ledelse og gennem de sidste 13 år været rektor. Hun kommer fra rektorstillingen på Midtbyens Gymnasium, Mercantec i Viborg og har tidligere været rektor på Randers Statsskole i 8 år.  

Det er derfor med bred og solid erfaring, at Lone vil kunne samle skolen om de opgaver, som venter de kommende år med forandringer af uddannelseslandskabet, og i det daglige arbejde med at skabe arbejdsglæde og et fagligt og socialt stærkt GHG for eleverne.    

“Det er med stor glæde og taknemmelighed, at jeg indtræder som ny rektor for Gammel Hellerup Gymnasium pr.1.  juni 2026. Jeg ser meget frem til samarbejdet med både elever og medarbejdere, og jeg glæder mig til at få lov til at bidrage til udviklingen på Gammel Hellerup Gymnasium i årene fremover. Udgangspunktet er fantastisk, idet gymnasiet er kendetegnet ved høj faglighed og trivsel samt stærke og inkluderende fællesskaber,” fortæller Lone om sin nye ansættelse. 

Vi ser frem til at kunne byde Lone velkommen på skolen, og vi glæder os til det nye samarbejde.

2.w udstiller vikingemysterium på Kroppedal Museum

Hvordan afgør man kønnet på et 1.200 år gammelt skelet, når knoglerne ikke giver et entydigt svar? Det spørgsmål har bioteknologi-elever fra Gammel Hellerup Gymnasium arbejdet med i et forskningsnært samarbejde, som nu er blevet til en udstilling på Kroppedal Museum.

Her formidler eleverne deres egen videnskabelige undersøgelse af vikingen Halfdan – et skelet fundet på Vestegnen, som længe har udfordret forskere, fordi det rummer både mandlige og kvindelige træk.

Noget af det mest overraskende for eleverne har været overgangen fra klasselokalet til rigtig forskning:
“Noget af det mest overraskende har for os været overgangen fra klasselokalet til rigtig forskning. I skolen er opgaver ofte noget man laver for at lære – men her arbejdede vi med ægte data, hvor der ikke på forhånd fandtes et facit. Det gjorde arbejdet både mere udfordrende og meget mere meningsfuldt.” Lina 2w

Kernen i elevernes arbejde er analyse af proteinet amelogenin i tandemaljen. Ved at undersøge variationer i proteinet, som er knyttet til X- og Y-kromosomet, har eleverne kunnet fastslå det biologiske køn – selv i et tilfælde, hvor traditionelle knogleanalyser pegede i forskellige retninger. Resultatet viser, at Halfdan var en spinkel mand, og dermed bidrager projektet til at nuancere vores billede af, hvordan vikinger så ud og levede.

Bevidstheden om, at deres arbejde har reel betydning, har sat sit præg på processen:
“Når man ved at ens arbejde kan være med til påvirke, hvordan vi fortolker et historisk fund, så tager man det ekstra seriøst. Det har været både spændende og lidt overvældende at vide, at vores analyser kan være med til at skrive en lille del af Danmarks historie om.” Siger Matilda 2w.

Projektet er gennemført i samarbejde med forskere fra Next Generation Lab, GLOBE Instituttet og Kroppedal Museum, og i processen har eleverne opnået et markant ejerskab over deres arbejde. De har ikke blot arbejdet med en faglig problemstilling, men fået konkret erfaring med vidensdannelse – fra laboratorieanalyse til fortolkning og formidling af resultater.

Samtidig har de oplevet, hvordan teori fra undervisningen bliver konkret i praksis:
“Vi har også virkelig mærket, hvordan det vi lærer i undervisningen kan bruges i praksis. Emner som DNA, proteinsyntese og biologiske metoder kan nogle gange føles abstrakte i en bog. Men i laboratoriet blev det konkret.” Siger Sophia 2w.

Netop arbejdet med autentiske problemstillinger er noget, der fremadrettet vil fylde endnu mere i undervisningen på Gammel Hellerup Gymnasium. Her er ambitionen at give eleverne erfaring med forskning i praksis og styrke deres forståelse af, hvordan viden bliver til. Allerede efter sommerferien deltager eleverne i klassen i et nyt projekt om bioaktive stoffer i kombucha i samarbejde med DTU Fødevareinstituttet og virksomheden Kombucha Time.

Resultaterne af Halfdan-projektet præsenteres i en pop-up udstilling på Kroppedal Museum, hvor eleverne formidler både metode, analyse og konklusioner. Udstillingen kan ses side om side med montren med Halfdan, som er del af Kroppedal Museums eksisterende udstilling Hver dag er en kamp. Her kan de besøgende opleve den videnskabelige formidling i direkte samspil med det arkæologiske fund.

Åbningen af udstillingen fandt sted torsdag den 30. april og forløb som planlagt med oplæg fra både forskere og elever. Åbningen markerede kulminationen på et undervisningsforløb, hvor gymnasieelever ikke blot har arbejdet med videnskab – men været med til at skabe den.

Udstillingen kan opleves på Kroppedal Museum frem til oktober 2026.