GHG om Corona

1.g og 2.g tilbage på GHG 

Nu er det snart jeres tur til at komme tilbage til GHG og vi savner jer 🙂
Vi afventer stadig udmelding omkring, hvilke retningslinjer, der skal gælde, når I kommer tilbage.
Derfor kan vi ikke sige præcis, hvornår I skal starte op fysisk, men den bliver senest tirsdag d. 2.6.
Vores plan er, at det skema I har i lectio fortsætter frem til sommerferien, hvor sidste skoledag er tirsdag d .23.6. Der kan komme mindre ændringer, men vi håber på, at skema kan fastholdes. Vi vil gerne have, at jeres mundtlige årsprøver afholdes fysisk på skolen og for klasser også nogle af de skriftlige årsprøver, men det kræver en del omrokeringer og dem sidder vi og arbejder på lige nu.
Vi ved, at I savner hinanden og jeres lærere og derfor har vi bedt lærerne om at tænke over, hvordan de kunne afholde fysisk undervisning andre steder end i klasserummet – det kunne fx være ekskursioner.
Som sagt er sidste skoledag tirsdag d.23.6 hvor vi afholder GHG samling efterfulgt af et socialt arrangement for klassen og klassens lærere.
Husk, at I stadig IKKE skal til eksamen – kun undervisning og årsprøver.
Giv meget gerne denne besked videre til jeres forældre.
Vi ses om ikke så længe

Eksamen

3.g skal op i skriftlig dansk, skriftlig eksamen i et studieretningsfag på A-niveau og mundtligt forsvar SRP. 

Årsprøver og DHO for 1.g og 2.g klasser

Alle 1.g elever skal skrive DHO og at den afsluttes med en mdt. prøve. 

Afslutning

Vi ved endnu ikke, hvordan vi må fejre studenterne, men det ligger os meget på sinde at udtænke kreative og alternative planer. Vi véd hvor meget det betyder for studentrene og deres familier. Så her må vi afvente hvilke rammer vi må fejre jer under.

Vi ved, at der den 22. juni vil være en huebegivenhed, hvor alle 3.g’ere bliver studenter.

Translokationen vil blive holdt i en form, det tager højde for de pågældende retningslinjer den 26.juni. Vi informerer yderligere, så snart vi kan give noget mere konkret informtion. 

Vi synes i øvrigt I har klaret jer godt, været tålmodige og fleksible i en vanskelig tid. Vi har stor tillid til I giver det en skalle og klarer jer godt den sidste tid, så I får mest muligt ud af den sidste tid på Gammel Hellerup Gymnasium. I næste uge følger en ny plan.

 

GHG om Coronavirus

Opdateret den 12-3-2020

Danmark står nu i en helt ekstraordinær situation, som betyder, at skolen foreløbigt er lukket ned til og med mandag den 13. april. Det betyder, at skoledagene bliver anderledes, end vi er vant til, men i fællesskab er jeg sikker på, at vi kommer igennem det hele, så I bliver klar til eksamen til sommer.

Udvis samfundssind!

Vi hører fra forskellige sider, at nogle elever arrangerer sommerhusture og andre fællesarrangementer. Jeg skal på det kraftigste indskærpe, at sådanne arrangementer er helt uforenelige med de retningslinjer, som er meldt ud fra officiel side. Det er vigtigt, at ALLE udviser fornuftig adfærd og ikke mødes i forsamlinger, til fester, i sommerhuse og på klubber, hvis Danmark skal smitten til livs. Vi har brug for forældreopbakning, så alle sådanne arrangementer fuldstændig undgås. Tag situationen dybt alvorligt og udvis samfundssind!

Virtuel undervisning

Som udgangspunkt afvikles al den undervisning, som skemalagt i Lectio. Den virtuelle undervisning går i gang, så snart dine lærere har lagt opgaver på Lectio. For nogle elever betyder det allerede i dag. Det betyder:

  • Du skal sidde klar ved din computer på undervisningsdage i tidsrummet 8.10-15.30
  • Læreren skriver på hvert modul, hvad du skal lave, herunder også om undervisningen finder sted på andre platforme
  • Der registreres fravær ved, at du løser de opgaver, som læreren stiller. Det kan fx være besvarelse i elevfeedback på Lectio, videokonference på Microsoft Teams, på YouTube eller via anden kommunikation med læreren
  • Du skal stadig aflevere alle skriftlige opgaver. Nogle moduler kan også konverteres til skrivemoduler, hvor du arbejder med dine afleveringer

Beskeder i Lectio

Under nedlukningen er det særligt vigtigt, at du løbende holder dig orienteret i Lectio om, hvad der skal ske i undervisningen. Det drejer sig både om beskeder fra lærerne på modulerne og under ”Beskeder”.

Brug af læringsplatforme til virtuel undervisning

Vi bruger som udgangspunkt de læringsplatforme, som du allerede kender fra undervisningen. Nogle lærere kommer desuden til at bruge læringsplatformen Microsoft Teams, hvor der er mulighed for videokonference med alle elever. Du skal derfor downloade Microsoft Teams via dette link. Har du problemer, kan du også bruge webudgaven af Teams på Intra.

Afvikling af SRP

Vi afvikler SRP virtuelt i den planlagte tidsperiode.

Aflysning af studierejser

De berørte klasser har alle fået direkte besked om, at studierejserne er aflyst. Vi arbejder på at få pengene retur og undersøger mulighederne for, at rejserne kan afvikles i næste skoleår. De berørte klasser får desuden lagt et nyt skema i Lectio, så man har ikke fri.

Adgang til skolens bygninger

Der er ikke adgang til skolen.

Kontakt med skolens kontorpersonale og lærere

Personalet arbejder som udgangspunkt hjemmefra og kan kontaktes pr. mail. Vi får for tiden rigtig mange henvendelser, så vi beder om forståelse for, at vi ikke kan besvare jeres spørgsmål så hurtigt, som vi gerne ville.

Vi har for nu ikke flere oplysninger af generel karakter, men følg med i Lectio og på skolens hjemmeside, som vi løbende opdaterer.

 

 

 

Elever møder stjerneforfattere

Det var nogle af de helt store navne inden for dansk litteratur, der var til Litteraturens Dag på Gammel Hellerup Gymnasium. En dag der har til formål at inspirere unge til at læse mere litteratur. Noget, der kan være stort behov for i en tid, hvor korte nyheder og tekster på skærmen udgør en større og større del af den måde, vi læser på.

Salen på Gammel Hellerup Gymnasium var fyldt da forfatterne Morten Pape, Iben Mondrup og Jesper Wung-Sung holdte oplæg og svarede på spørgsmål til Litteraturens Dag. Forfatterne var gode til at fange publikum, uddybe spørgsmål og gøre det spændende bl.a. andet med humor og meget personlige beretninger. Eleverne lyttede med stort engagement og stillede mange nysgerrige spørgsmål til de tre forfattere.

Langt fra Gentofte til Urbanplanen

Når man er vokset op i Gentofte eller omegn, kan det være en stor oplevelse at høre om det miljø, den vold og racisme, der har været en del Morten Papes opvækst og skildres i hans anmelderroste bøger ’Planen’ og ’Guds bedste børn.’

Morten Pape kom i sit oplæg meget ind på hans opvækst. Om hvordan hans mor og far aldrig har været der for ham og om hans venner blandt indvandregrupperingerne omkring Urbanplanen. Mange elever gav udtryk for, hvor interessant det var, at høre om det miljø, som Morten Pape er vokset op i, hvilket også inspirerede til at dykke ned i hans to bøger, som er et autofiktivt billede af hans virkelighed.

To ryk og ristede løg

Man behøver ikke at have oplevet noget vildt for at blive en god forfatter. Det var noget af det Jesper Wung-Sung fremhævede under hans oplæg. Samtidig fremhævede han også, at det er et godt udgangspunkt, at skrive om noget man selv har oplevet. Jesper Wung-Sung kommer selv fra Ærø, fra et helt normalt samfund. Han skriver derfor også selv om oplevelser, man måske selv støder på i hverdagen. Han henviste eksempelvis til hans egen bog, ’To ryk og en aflevering’ og om historien med to mænd der snakker over en hotdog med ristet løg.

Opvækst i Grønland

Iben Mondrup kom meget ind på hendes opvækst i Grønland og om hende som ”danskerbarn,” som hun kaldte det. Hun snakkede om, hvordan Grønland og grønlændere altid har været længere ned i hierarkiet en dansk sammenhæng, møder mange fordomme, og om hvordan hun skildre det i sine bøger. Hun snakkede om sit liv, og om hvordan hun altid har følt sig fremmed. Enten som en dansker på Grønland eller som en grønlænder i Danmark.

Digt-slam og musik

Som ekstra underholdning til Litteraturens Dag var der også besøg af to poetry slammere og to bands fra GHG’s sangskrivercafé ’Bib’s Corner’.

Poetry slammerne fortalte og viste, hvordan man var en slammer. De opførte begge to digte, de selv havde skrevet, og konkurrerede mod hinanden, hvor GHG’s elever var dommere. Dagen blev afrundet med musik fra fem elever fra ’Bib’s Corner’.

Studieretningsdag på GHG

I denne uge var der studieretningsdag på GHG. På tværs af årgange samles klasserne om deres fælles fag og studieretninger, laver udfordrende og sjove øvelser sammen eller tager ud af huset på ekskursioner.

Her kan du læse et udsnit af, hvad der foregik på dagen.

Hvad er der egentlig, i de fødevare vi bruger, og hvordan analyserer man dem? I studieretningen med biotek og matematik prøvede eleverne kræfter med fødevareanalyse ved at måle, hvilke farvestoffer, der er i forskellige ’drinks-mixere’ bl.a. ved hjælp af et Spektrofotometer. Herefter lavede de matrix-beregninger på den målte data i matematik.

Studieretningen med samfundsfag og matematik var på KU økonomistudiet og høre foredraget “Er man født til at komme i Luksusfælden”. Bagefter tog de tilbage på skolen og lavede øvelser i matematik omkring lån, så uddrag af et afsnit af ’Luksusfælden’ og sluttede af med at perspektivere emnet i samfundsfag.

Et andet hold, var rundt i lokalområdet og se på boligpriser. Tilbage på GHG lavede de et visuelt overblik over, hvilken betydning beliggenhed i nærheden af hhv. vand, offentlig transport og et gymnasium har for boligpriserne. Sidst blev der lavet beregninger ud fra en såkaldt GIS-model.

Eleverne fra studieretningen græsk og latin startede dagen med ’stjerneløb’ i Ørstedparken. Herefter gik turen til Glyptoteket og udstillingen ’Vejen til Palmyra’ efterfulgt af gruppearbejde og præsentationer for resten af holdene.

I samfundsfag og engelsk var der fokus på det kommende amerikanske valg. Klasserne var samlet i salen til et oplæg, om det amerikanske valgsystem, og de nyeste perspektiver på situationen i et splittet USA op til valget. Herefter arbejdede klasserne i grupper med hver deres præsentation af en af præsidentkandidaterne, som de fremlagde for hinanden.

En anden samfundsfag og engelsk-gruppe besøgte Europa-huset til oplæg om EU og klimakrise samt om EU’s fremtid. Eftermiddagen blev brugt på Hovedbiblioteket i Krystalgade med digtskrivning.

Biologi og matematik var i Zoologisk Have for at se og høre om evolution og genetik.

Sprog og kultur var i biografen og se filmen “1917”. Efterfølgende tog de tilbage på skolen, hvor eleverne i grupper arbejdede med at lave og filme en debat omkring filmen. I musik og kultur blev der bl.a. lavet musikvideoer.

 

Elevrådsseminar på GHG

I fredags var repræsentanter fra alle klasser samlet til elevrådsseminar i salen på GHG. Det er anden gang, der afholdes elevrådsseminar på GHG. Baggrunden for seminaret er et gensidigt ønske fra skolens ledelse og elevråd om at skabe endnu mere elevdemokrati og elevdeltagelse på Gammel Hellerup Gymnasium.

Dette skal bl.a. ske ved at repræsentanterne i elevrådet i endnu højere grad tager aktivt stilling til forskellige områder af livet på GHG og kommer med deres egne meninger og løsningsforslag. Op til selve dagen havde elevrådet og ledelsen i samarbejde valgt syv centrale emne, der blev diskuteret i mindre grupper på dagen. Sidst på dagen fremlagde grupperne, hvad de havde diskuteret og forslag til det videre arbejde.

1 Sproget på GHG

Gruppen foreslog bl.a. en kampagne, der skulle gøre opmærksom på god tone og sprogbrug eksempelvis i form af små film på snapchat, få dramaholdet til at hjælpe med at lave små film og evt. bruge memes eller lignende

2 Karaktergivning og feedback

Gruppen ønskede generelt mere feedback og mindre karaktergivning, når det er muligt. Nogle opgaver egner sig bedst til karakterer og i andre opgaver, vil det være mere konstruktivt at få feedback. Feedbacken skal bl.a. give fokus på at dygtiggøre sig i stedet for ’bare’ at forbedre sine karakterer.

3 De fysiske rammer på GHG

Gruppen havde forskellige forslag til forbedring af de fysiske rammer på GHG, eksempelvis flere skraldespande og flere vandposter. Gruppen havde også fokus på mere underholdning i form af bordtennis, air hockey og billiard samt flere sofaer rundt om på skolen

4 Køn og kultur

Gruppen foreslog, at drenge og piger har idræt sammen fra starten af 1.g, og at man sover mere blandet på introturen, så drengene og pigerne hurtigere kommer til at lære hinanden at kende. Der var også forslag om opdeling af nogle af toiletterne i dreng/pige.

Gruppen forslog også flere oplæg om klimaet, flere skraldespande med rum til sortering og skraldespande til pant. Eventuelt, hvor pengene fra den indsamlede pant går til noget hyggeligt for eleverne.

5 Fraværskultur

Gruppen forslog hårdere straffe til de elever, der har meget fravær, forebyggelse af fravær ved ’klassens time’, hvor studievejlederne kommer og taler med hele klassen om fravær. Der var også forslag om mere hyggeligt at lave i mellemtimerne såsom bordtennis og flere fraværsprøver.

6 Fællesskab

Gruppen forslog flere aktiviteter ligesom juleklip, fælles oplevelser for hele skolen, sjove konkurrencer til festerne, eksempelvis, hor eleverne kan ’bygge den flotteste kane’ til vinterfest eller lignende. Flere ’aktiviteter’ over lydsystemet ligesom julebingo, flere brætspilskonkurrencer og flere samlede aktiviteter på tværs af klasserne.

7 Festkultur

Generelt synes gruppen, der er sjove fester på GHG, som fungerer godt socialt på tværs af klasserne. Det er godt med tre indgange, så man ikke skal stå så meget i kø.

Gruppen havde et forslag om billigere priser på øl, så der ikke er nogen, der drikker sig for fulde inden festen, men har råd til at vente med at drikke til selve festen.

 

 

 

 

 

Rygepolitik på GHG

Rygning blandt unge er et problem, der ofte bliver taget op i medierne. DR P4 afdækker i et indslag torsdag den 20. februar problematikken om, at der tillades rygning på flere gymnasiers matrikel, selvom det blev forbudt ved lov om røgfri miljøer i 2012. I indslaget omtales også Gammel Hellerup Gymnasium.

På Gammel Hellerup Gymnasium trådte et totalt rygeforbud på skolen i kraft som følge af den nye lov i 2012. På gymnasiet oplevede vi desværre ikke, at færre elever røg trods den nye lovgivning og gratis rygestopkurser på skolen, men at eleverne i pauser røg på offentlige veje omkring skolen. 

Efterfølgende kom der mange klager fra naboer, grundskoler og børnehaver, som følte sig generet af elever, der røg og efterlod skodder. Som følge heraf blev der gjort en stor indsats for at få eleverne til ikke at genere naboer med rygning og samle skodder op efter sig. Der blev holdt møder med de generede parter, og gymnasiet har ad flere omgange været i dialog med forskellige bekymrede forældre til elever særligt på naboskolen, der er en grundskole med elever fra 6 år og opefter.

Enden på problematikken blev, at gymnasiet har oprettet et rygeskur med opstillede askebægre. Rygeskuret er afskærmet, så eleverne kan ses mindst muligt udefra, og det afmærkede område er det eneste sted på skolen, hvor eleverne må ryge. Overholder man ikke reglerne, får man en sanktion eksempelvis i form af en ’skodtjans’, hvor man hjælper med at opsamle skodder, hvilket har en effektiv forebyggende effekt.

Rektor Bjarne Edelskov siger om problematikken: 

”Vi synes ikke, det er optimalt, at vi på denne måde har følt os nødsaget til at omgå loven. Det har været den bedst mulige løsning, vi har kunnet finde, hvor vi generer vores naboer mindst muligt, samtidig med at vi opretholder et røgfrit miljø på skolen – altså med denne ene undtagelse. Vi ser dog meget frem til, at der nu er kommet nye initiativer bl.a. i Gentofte Kommune, der gør det nemmere at indføre røgfri skoletid på ungdomsuddannelser. Rammerne er endnu ikke på plads, men på Gammel Hellerup Gymnasium planlægger vi, at vi snarest muligt kan indføre røgfri skoletid. Vores håb er, at det samtidig vil betyde, at flere elever vælger helt at kvitte cigaretterne og færre vil begynde med at ryge.”

Reception for rektor Bjarne Edelskov

Onsdag den 5. februar var der officiel reception for Gammel Hellerup Gymnasiums nye rektor Bjarne Edelskov. Der var god stemning, blomster og forfriskninger til de inviterede, der bl.a. talte lærerkollegiet og skolens øvrige ansatte, bestyrelsen og samarbejdspartnere fra nabogymnasierne og Gentofte Kommunen. Til receptionen bød vicerektor Janni la Cour velkommen, og derefter var der taler og en varm velkomst fra bestyrelsesformand Stig Wall-Gremstrup, lærerrepræsentant Claus Enochsen

 og Janni la Cour. GHG’s kor stod for den musikalske underholdning med et smukt nummer fra årets musical og afslutningsvis sagde Bjarne selv tak for velkomsten og fortalte om sine foreløbige indtryk og ambitioner med sin nye rolle i spidsen for GHG.

Bjarne Edelskov tiltrådte som rektor for Gammel Hellerup Gymnasium pr. 1. januar 2020.

 

Baggrund

Bjarne Edelskov kommer fra en stilling som rektor på Fjerritslev gymnasium i Jylland.

Bjarne har siden han forlod folkeskolen haft begge ben solidt placeret i gymnasieverdenen. Først som elev på Vesterhimmerlands Gymnasium, hvor han efterfølgende blev ansat som årsvikar i universitetstiden. Her læste han fagene musik og psykologi.

Efter kandidatgraden i 2006 var han ansat som årsvikar på både Vesterhimmerlands Gymnasium og Fjerritslev Gymnasium, hvorefter han fik fastansættelse i Fjerritslev. Ud over lærerstillingen har karrieren efterfølgende involveret en stilling som uddannelsesleder og efterfølgende rektorstillingen, som Bjarne har siddet i i 4 år.

Bjarne lever sammen med Karina, der er gymnasielærer og sammen har de to børn på hhv. 15 og 18 år.

Bjarne glæder sig til at tiltræde den nye stilling. Med terminologien fra et af hans to fagområder udtrykker han selv: ”Jeg føler lidt jeg går fra at skulle styre et ensemble til skulle styre et helt symfoniorkester. Det bliver spændende, og jeg glæder mig til en masse nye udfordringer og til samarbejdet med skolens ansatte.”

 

 

 

GHG-elever videre i matematik-OL

Igen i år kan GHG glæde sig over at kunne sende elever videre fra 2.runde i matematikkonkurrencen Georg Mohr. Vinderne af konkurrencens sidste runde sætter holdet til det internationale Matematik OL, hvor GHG også har haft elever med flere gange.

Det er Magnus Ridder Olsen og Benjamin Dyrekilde Sommerlund – begge fra 2.x – der er gået videre i konkurrencen. ”Vi havde en fire timers skriftlig prøve og skulle besvare fem opgaver,” fortæller Magnus. ”Det handler meget om, om man kan argumentere og bevise sine besvarelser, så jeg endte faktisk med at skrive 17 sider,” uddyber Magnus, der blev en af de højt placerede elever, der er gået videre.

”Jeg har skulle lære det med argumenterne og gøre det grundigt nok,” fortæller Benjamin, der har fulgt et frivilligt eftermiddagsmatematikhold på GHG og klarede sig flot til den svære konkurrence. ”Det er faktisk Magnus, der har lært mig, hvor vigtigt det er,” fortæller han.

Magnus, der også gik videre i Georg Mohr sidste år, har undervist ca. 10 andre GHG’ere i Georg Mohr-opgaver op til konkurrencen. Det er deres matematiklærer Michael Szymanski, der har startet det ekstra tilbud til elever på GHG. Han har gennem årene motiveret mange elever til at give sig i kast med de svære matematiske argumenter, der kan bringe elever hele vejen til OL og har ikke mindst inspireret dem til at se lyset i matematik.  

Vi glæder os til at følge Magnus og Benjamin, når de skal videre på vinderseminar på Videnscenter i Sorø. Her skal de sammen med andre elever træne matematik fra morgen til aften.

 

 

 

GHG om unge og misbrug

På Gammel Hellerup Gymnasium følger vi debatten om unges alkohol- og stofmisbrug. Vi finder det bekymrende at særligt unge i København og Nordsjælland har et højere forbrug af alkohol og stoffer end landsgennemsnittet. Ledelsen på Gammel Hellerup Gymnasium har været til flere møder på Gentofte kommune for at holde sig opdateret på den nyeste viden og etablere et godt samarbejde om en forebyggende indsats.

På GHG har man i mange år haft fokus på at forebygge unges misbrug af alkohol og stoffer. Som noget helt nyt får gymnasiet en misbrugskonsulent fra Gentofte Kommune ud og holde oplæg i alle 1.g’klasserne som et supplement til den øvrige indsats på området, som du kan læse mere om herunder. 

Forebyggende indsats

Alkohol og for nogles vedkommende stoffer er emner, der bliver aktuelle, når børn bliver til unge og begynder at gå til fester. På Gammel Hellerup Gymnasium sættes der meget fokus på at forebygge misbrug og støtte de unge til at passe på sig selv og hinanden. Hvert år er der flere initiativer i 1.g, der skal klæde de unge på til navigere trygt i ungdomslivet. Eksempelvis har vi hvert år et stort oplæg for alle 1.g’ere fra DrugRebels, hvor unge fortæller deres egne historier, læger fortæller om konsekvenserne ved misbrug, og der skabes en dialog med eleverne om, hvordan et misbrug forebygges.

4.g’ere fra GHG holder tidligt på året oplæg for alle GHG’s nye 1.g’ere. Med et helt nyligt gymnasieforløb i frisk erindring kan to studenter med stor ærlighed og oprigtighed fortælle om deres år på GHG på godt og ondt. De fortæller om faldgrupper, hvad man skal være særligt opmærksom på og de gode oplevelser, man skal huske at nyde, mens man er på gymnasiet. Her kommer de også ind på, hvordan man ikke skal føle sig presset til at drikke eller drikke for meget, og hvordan man passer på sig selv og hinanden.

Derudover tages emnerne op på forskellige måder i undervisningen, og alle elever og deres forældre tilknyttet en af skolens fire studievejledere, der altid er parate til at støtte og rådgive. De kan også henvise til hjælpeprogrammer, hvis der er tale om et misbrug.

Forældreaften – snak med de unge om misbrug

Gammel Hellerup Gymnasiums inviterer en gang om året elevernes forældre til forældreaften om ’unge og misbrug’. Det er organisationen ’DrugRebels’, der står for arrangementet. De fortæller både nyttig fakta om alkohol og stoffer blandt unge og hvilke konsekvenser rusmidler kan have. Helt centralt inspirerer de forældre til at tale med deres unge om alkohol og stoffer og klæder dem på til, hvordan de kan opbygge en tillid omkring de svære samtaler.

Forskning viser, at forældre har en central indflydelse på unges alkohol- og misbrugsvaner, og derfor ønsker vi som gymnasium at støtte forældrene i at tale med deres børn om emnet og hjælpe dem til at træffe de rigtige beslutninger.

Forældre er altid velkomne til at kontakte en af skolens studievejledere, hvis de har spørgsmål eller bekymringer, og man kan finde forskellige gode råd til at snakke med sin teenager om alkohol i brochuren UNGE ALKOHOL FESTER

Trygge fester på GHG

GHG har særligt fokus på trygge cafeer og fester, hvor alle kan føle sig godt tilpas og få en god oplevelse.  

Der er altid lærervagter med til fester og cafeer for at passe godt på eleverne, og som eleverne kan komme til, hvis de har behov for at tale med en voksen. Til de fleste fester er der også repræsentanter fra skolens ledelse. Derudover er der professionelle vagter med til festerne, der har stor erfaring med at skabe tryghed og orden. Er elever for fulde, kan de ikke deltage i festen, men skolen hjælper med at kontakte forældre, så eleverne kan komme sikkert hjem, hvis det er nødvendigt. Udviser elever aggressiv adfærd, kan de ligeledes ikke deltage i festen, men vil blive sendt hjem og eventuelt få karantæne.

Derudover er det vigtigt, at elever ikke føler, at alkohol er en selvfølge til gymnasiets fester. Til fester på skolen er der altid gratis vand, og der kan købes sodavand i baren.

Euforiserende stoffer

Til alle gymnasiefester er der kontrol ved døren, og har man mistanke om, at nogle elever medbringer euforiserende stoffer, er der mulighed for at visitere og teste eleven.

For at forebygge euforiserende stoffer til skolens fester er der derudover mulighed for at udføre stikprøvekontroller, og ved nogle fester er der en narkohund med, for at sikre stoffrie fester på GHG.

Gymnasiet har en nultolerance over for at medbringe euforiserende stoffer på skolen, og en overtrædelse vil føre til bortvisning og eventuel politianmeldelse. Man kan læse mere om det i skolens studie- og ordensregler samt i skolens alkohol- og rusmiddelpolitik. Begge ligger på hjemmesiden.

Er du forældre eller på anden måde har spørgsmål til GHG er du altid velkommen til at skolen

 

 

Løvens hule i samfundsfag

Torsdag den 23. januar var der de indledende runder i den landsdækkende konkurrence ’SamfundsCup 2020’. Grupper fra både 2. og 3.g repræsenterede samfundsfag på GHG og kom med hver deres samfundsmæssige problemstilling og innovative løsningsforslag under det overordnede tema: Fremtidens uddannelse.

Der var lagt op til en spændende dyst, da syv samfundsfagshold fra 2. og 3. g var samlet for at dyste inden for samfundsfag med løsninger på samfundsproblemer inden for det overordnede emne: Fremtidens uddannelse’. Tre kompetente, eksterne dommere, sad klar for at høre og vurdere elevernes oplæg. Efter hvert oplæg kom hver dommer med kommentarer, ros og stillede kritiske spørgsmål. I sidste ende blev der voteret og fundet en vinder, der skal repræsentere Gammel Hellerup Gymnasium ved regionsfinalen i samfundscup på Øregård Gymnasium.

GHG’s samfundselever mønstrede et højt fagligt niveau, mange nye og innovative ideer til fremtidens uddannelse og rigtig god og tydelig formidling. Mange ideer og problemstillinger lå så tæt på elevernes hverdag på GHG, at rektor Bjarne Edelskov sad med og tog noter, der måske kan fungere som inspiration, når GHG’s nye startegi skal lægges i løbet af 2020. 

Vinderne af årets GHG SamfundsCup blev Hans Blach Falkenberg, August Bjerg Heise, Jonathan Fischer Hyttel og Simon Fink Hesselholt fra 3.e med ideen ‘Differentieret karaktergennemsnit’. Deres idé er at udvikle en ny og differentieret beregning af gymnasieelevers samlede karaktergennemsnit. Beregningen skal vægte de vigtigste fag, for den enkelte videregående uddannelse, højere end andre fag. Antagelsen er, at flere vil kunne komme ind på deres drømmestudie, mens universiteterne vil opleve flere fagligt stærke og engagerede studerende. 

Andenpladsen gik til 2.e, der havde udvikler en idé, der skal give gymnasieelever bedre forudsætninger for at opnå deres fulde faglige potentiale, ved niveaudelt undervisning hver onsdag.

Tredjepladsen gik til 2.u, der havde udviklet en idé om ‘anonym vurdering af skriftlige opgaver’, hvor lærerens subjektive holdning til de enkelte elever ikke kan få indflydelse på vurderingen af skriftlige opgaver. 

 Stort tillykke!

Dommerpanelet bestod af:  Provst Peter Birch, Mette Marie Lydert Brorson fra Computerfirmaet Lenovo og Anders la Cour professor på CBS.